Tekstil- og beklædningskunstner, Nikoline Liv Andersen, har på Statens Værksteder arbejdet med værker til en soloudstilling på Designmuseum Danmark. Et sfærisk landskab med en fortælling om livets gang.
Dec. 2025
Nikoline Liv Andersens værker kredser om livets omskiftelige faser, der hele tiden medfører nye udfordringer og erfaringer, om livets cyklus fra forelskelsen og frugtbarheden til den første lille spire, til efteråret og det uundgåelige forfald.
Gennem fantasifulde fortællinger projicerer Nikoline Liv Andersen temaerne over i fabelagtige broderede billeder. I hendes univers er naturen altid til stede. Mennesket er natur, også selvom vi, ifølge Nikoline Liv Andersen, har en tendens til at glemme det i vores moderne tilværelse.
Med tidskrævende teknikker og arbejdet med tekstil og tråd er Nikoline Liv Andersens værker en hyldest til håndværket samt en igangværende udforskning af livet, det moderne moderskab og forgængelighed. Udtrykket er let, transparent og organisk.




