Miriam Kongstad har på metal- og serigrafiværkstedet udarbejdet en ny installation til Fuglsang Kunstmuseum. Hun deltager i gruppeudstillingen, Anden Krop, der bearbejder forbindelsen mellem følelser og kroppe tematisk.
Marts 2025
Installationen tager udgangspunkt i udstillingens overordnede tema: kroppe og svære følelser, og behandler specifikt sammenhængen mellem fysisk og mental sundhed. Ordet ‘gutter’ kan referere til det engelske ‘guts’ (indvolde), men er også det engelske ord for ‘tagrende’. Med denne sproglige forbindelse mellem krop (indvolde) og arkitektur (tagrende), spiller installationen på ‘huset’ som metafor for den menneskelige krop. Kroppen er det første hus vi bebor. Et hus, der skal rengøres, passes og vedligeholdes. Kroppen er et hus, vi ikke kan forlade. Nogle huse kræver mere vedligeholdelse end andre, og hjemmet huser både vores mest intime og svære følelser. Hjemmet er privatlivets sfære, hvor de fleste trækker sig tilbage for at bearbejde følelser, der kan være svære at rumme i offentligheden.
Men hvad gør vi, hvis tagrenden lækker? Hvis huset oversvømmes af ubærlig emotionalitet? Forvrængningen af vores krop, såsom sygdom, fører ofte også en forvrængning af hverdagen med sig. En forvrængning af vores vante arkitektur. Netop forvrængningen, det ‘at vende vrangen udad’ benyttes som endnu et skulpturelt benspænd. Er bygnings-bevarelse et privat eller offentligt anliggende? Er sygdom og helbred et individuelt ansvar?
Under mit ophold har jeg bygget 4 huslignende strukturer af aluminium, stål, tagrender, nedløbsrør, pvc, bandager, bevægelsesregulerede lamper og lyd. Strukturerne ligner en art forvrængede huse i skæve vinkler, påsat transducer-højttalere, der sætter skulpturerne i vibration, med en musisk komposition, der giver hver skulptur sin egen ‘stemme’, hvorved de i fællesskab danner en art orkester. Lydværket udarbejdes under opholdet i samarbejde med lydkunstner og musiker Alexander Holm. Baseret på kropslige rytmer såsom puls, vejrtrækning, hjerteslag og fordøjelsessystem, indbringer lydkompositionen et taktilt kropsligt element til de ellers kolde og minimalistiske metalstrukturer.
Udgangspunktet var, at der herudover skulle trykkes billeder af det menneskelige tarmsystem på strukturernes aluminiumsplader, hvilket under processen røg ud. Jeg benyttede i stedet min tid på serigrafiværkstedet til at fordybe mit kendskab til serigrafi og eksperimenterede med at trykke på forskellige materialer, så som papir, karton og metal, baseret på materialer fra mine tidligere performances. Dette blev et vigtigt anslag til fremtidige projekter, hvor jeg undersøger, hvordan performance-dokumentation kan formgives som individuelle værker og ikke blot digitale fotos og video.
