Hop til indholdet.

Projekt

SAY IT LOUD

2013 / Billedkunst

Dec. 2013

Video- og performancekunstner Jeannette Ehlers arbejder på den retrospektive soloudstilling ”Say it Loud”, som skal vises på Nikolaj Kunsthal i foråret 2014.

Udstillingen præsenterer en række ældre videoværker samt et nyt videoværk, der har premiere på åbningsdagen, hvor det bliver suppleret af en live performance.

Med udstillingen vil Jeannette kaste lys over den danske kolonitid, der sluttede for omkring 100 år siden og indebar salg af slaver, sukker og rom.

På SVK arbejder Jeannette blandt andet med redigering af sit nyeste videoværk, som er en genopførsel af den live performance ”Whip it Good” fra 2013, nu opført og optaget i Vestindisk Pakhus i København, der rummer Den Kongelige Afstøbningssamling: Over 2000 kopier af antikke europæiske skulpturer. Pakhuset blev opført i 1780 som lagerbygning for de varer, der blev bragt hjem fra de Vestindiske Øer samt afrikanske slaver.

I videoen optræder Jeannette blandt ’den hvide mands kunst’, iklædt miniskørt og malet med hvide striber på kroppen og i ansigtet.

Gennem redigerings- og klippearbejdet vil Jeannette understrege den karakteristiske rytme og rå stemning, som kendetegner den oprindelige performance. Lyden fra den live optræden bliver samtidig lagt ind over, men intensiveres og gøres skarpere.

Jeannette arbejder normalt med en høj grad af billedmanipulation, og har i flere af sine tidligere videoer bearbejdet billedet frame by frame, for at skabe en flimrende helhedseffekt og et opbrudt narrativt forløb.

Men i sin aktuelle video efterstræber hun, som noget nyt en højere grad af realisme og et kronologisk udviklingsforløb, der betyder simpelt og hurtigere redigeringsarbejde, hvor det primære fokus er på klipning og lyd. Som et generelt kendetegn ved Jeannettes praksis er det en enkel og poetisk æstetik, der indrammer en kompleks og afskyvækkende problemstilling.

I forbindelse med udstillingen på Nikolaj Kunsthal holder BE.BOP to seminarer, hvoraf det ene foregår på SVK d. 16. til 18. maj 2014.

> Anmeldelse af udstillingen på KUNSTEN.NU

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260