Hop til indholdet.

Projekt

Salt, Vand, Papir II del

2013 / Design

Jan. 2013

I 2009 havde Veronica Hodges et ophold på SVK, hvor hun producerede en serie hvide, skulpturelle beklædningsgenstande i papir. Nu er hun tilbage med en serie af samme slags i sorte nuancer, som skal udstilles hos Royal Copenhagen til april/maj.

Kollektionens tema er forgængelighed og bæredygtighed. Vi bevæger os som mennesker i en livscyklus, hvilket betyder, at alting har en ende for at begynde forfra igen. Dermed finder Veronica mening i at bruge tid på at kreere nogle kjoler, som har den særlige egenskab, at de er skabt til at forsvinde, når de bæres i vand.

”Der ligger en holistisk grundtanke bag. Der er noget smukt over, at det forsvinder ud i havet og bliver ét med naturen. Tanken om at være til stede i nuet og ikke bundet af materialisme. Jeg bruger tid på kjolerne lige nu og her, og det er en proces, jeg nyder, selvom jeg godt ved, at produktet i sidste ende går til grunde. Men det er ikke spildt. Det er ligesom det, vi giver videre til vores børn. Det er heller ikke spildt, men det er væk, så snart vi har givet det fra os.”

Veronica begynder med at bygge sine kjoler op af plasticposer på ginen. Så former hun med tapetklister og kommer salt på for at give en nubret overflade. Hun undgår al forskønnelse og laver gerne pukler på ryggen og store hofter. Hun dyrker ikke idealet, men naturens egne former går igen i værkerne. Som noget nyt er hun begyndt at producere hatte, som kan matche kjolerne, og som danner referencer til fugle, fugleæg og fuglereder.

Dragterne skal bæres af kvinder fra forskellige generationer, som vil gå i vandet med dem og til sidst ende nøgne. Kjolerne vil opløses og blive en del af den evige cyklus.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260