Hop til indholdet.

Projekt

Er det vejen hjem & Vrai ou faux

2011 / Billedkunst

Sep. 2011

Charlotte Hjorth-Rohde ser altid et hjemligt element i sine fotografier – uanset hvor i verden de er taget. I sit arbejde med billederne former hun ubevidst virkeligheden, så den kommer til at ligne noget hun kender. Måske er dette forsøg på at neutralisere det ukendte en måde at finde sig selv på. Og det rejser spørgsmålet om det er nødvendigt med et fysisk sted for at føle sig ’hjemme’ – eller om man i stedet for at opsætte fysiske grænser og påpege forskelle snarere kunne bære hjemmet indeni? Ved at blande billeder fra rejser, situationer og steder genetablerer Charlotte Hjorth-Rohde det hjemlige i en slags neutralitetens verden.

Anden del af Charlotte Hjorth-Rohdes projekt hedder ”VRAI OU FAUX” – et internationalt projekt med base i Paris. Her manipulerer hun med portrætter så ansigterne ’kommer i familie’ med hinanden.

Teknisk arbejder Charlotte Hjorth-Rohde både digitalt og analogt. Filmen har den fordel at den bedre kan tackle de dårlige lysforhold hun ynder at arbejde under. Det vigtige er at være fortrolig med kameraet, så det kan være en forlængelse af opfattelsen. Hjorth-Rohde holder derudover meget af mørkekammeret pga. den organiske fornemmelse – her bliver hun fortrolig med materialet; mens billedet fremkaldes vokser tankerne. Nogle gange må hun fjerne det overflødige, så bruger hun ‘svækker’ – det vasker det sorte væk og efterlader sit eget spor.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260