Tina Ratzer forholder sig som udgangspunkt til to ting i en udsmykningsopgave: For det første arkitekturen – linjerne og fornemmelsen af at være i rummet – og for det andet, hvem brugeren af bygningen er. På den måde bestræber hun sig på, at værket fletter sig ind i arkitekturen såvel som i den stemning, der måtte være for bygningens bruger. Udsmykningen udføres som en slags forstørret lærredsvævning: Der bygges en kæmpe blændramme direkte på væggen, hvorpå der udspændes stofstrimler vandret og lodret, som flettes ind i hinanden. Værket har et pixelleret udtryk.
