Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Kia Utzon-Frank har på SVK bygget en ny, opdateret prototype af sin opfindelse ’The Louver Twisting Comb’ – et persiennesystem med helt nye muligheder.

Feb. 2015

The Louver Twisting Comb er en helt ny type lukkemekanisme til brug i bl.a. persienner, rumdelere, skærme, justerbare hyldesystemer m.m. Den nye prototype er et redesign af det oprindelige persiennesystem, som Kia har arbejdet på i to år.

Systemet kontrolleres gennem friktion og ikke med snore – dermed har Kia opnået en mere robust, fleksibel og æstetisk løsning end den velkendte persienne, og det giver en øget kontrol af privatliv og indkommende lys. Med systemet forøges sammenhængen mellem funktion, indeklima og æstetik.

Da prototypen er en udstillings- og demonstrationsmodel, har det været Kias fokus at skabe en let ramme og at udføre et system, som nemt kan samles og skilles ad, så opsætning, nedtagning samt transport simplificeres.

Vha. et twist åbner og lukker Comb-modulet lamellerne, når modulet flyttes op og ned. Rammen udføres i mdf, og modulet sammensættes af mdf, metalstænger og nylonstykker. Udstillingsmodellens lameller er hvide bånd, men meningen er, at det færdige resultat kan prydes med et motiv, farver, mønstre o. lign.

Kia forfiner designet og udtrykket i The Louver Twisting Comb ved bl.a. at formindske lysindfaldet og reducere lysåbningerne. Ud fra research hun har foretaget i forbindelse med den første udgave af persiennesystemet, forsøger hun at gøre systemet mere brugervenligt. Hun har udviklet et koncept, men ikke udført det færdige produkt, og det er det, som Kia arbejder hen i mod med sit ophold på SVK.