På lerværkstedet er Camilla Thorup ved at lave to menneskefigurer, som skal indgå i en soloudstilling på Horsens Kunstmuseum til efteråret. Begge figurer kredser omkring menneskekroppen i relation til andre kroppe og til den omkringliggende verden.
Det er første gang, Camilla Thorup benytter SVKs lerværksted, og faktisk er det første gang, hun laver værker i ler til en udstilling. Tidligere har hun udelukkende malet og tegnet, og skulpturerne skal på Horsens Kunstmuseum udstilles sammen med flere af hendes tegninger og malerier. Den menneskeskikkelse, som Camilla er ved at forme i sine to skulpturer, går igen i de malerier, som står på en række opad den ene væg. I skulpturen, såvel som i malerierne, er stiliserede, geometriske figurer ved at løfte på hinanden, gribe fat i hinanden, eller på anden måde i færd med at indgå i fysiske relationer. Den fastfrosne bevægelse, de store, mandelformede øjne og den stærke symmetri giver mindelser om ægyptiske eller arkaiske gudebilleder, hævet over det jordiske livs binding til tid og sted. Ifølge Camilla selv er det en vigtig pointe, at hendes værker indeholder neutrale ”figurer” fremfor genkendelige personer eller individer:
”Jeg lader figurerne være enkle og neutrale i udtrykket, så de bibeholder en vist åbenhed, både i forhold til ydre karakteristika som køn, race, alder og i forhold til den sindstilstand, de er i. På den måde forbliver de også åbne overfor den, som kigger på.”
Geometri og stoflighed
Figurernes anonymitet betyder, at opmærksomheden i stedet retter sig mod deres bevægelser og den overordnede komposition, deres kroppe danner. I den store skulptur løfter en større figur en mindre op foran sig, og i malerierne er figurerne fastfrosne midt i en bevægelse og mere eller mindre rationelle balanceakter. De fortæller om indbyrdes relationer, men danner samtidig mønstre og former:
”Arbejdet med menneskekroppen er også en undskyldning for at arbejde med maleriet og de formelle greb, der ligger i det at male. Jeg undersøger de geometriske former, kroppene danner, de mellemrum, der opstår mellem to kroppe, og jeg leder efter et udtryk, som har noget stoflighed og tekstur, der kan åbne op for de stramme figurer. Det er også det, der går igen i mine skulpturer.”
Ligesom Camilla lader malerierne afsløre underlæggende farvelag og hørlærredets struktur, vil hun lade sine skulpturer stå råt, så de beholder lerets grove udtryk. Skulpturerne er formet i stentøjsler iblandet chamotte, som er små partikler af brændt og siden knust ler, der giver materialet den rette, ru tekstur. Chamotten viser sig som små, hvide korn i lerets overflade. Øjne og hår får farve ved hjælp af indfarvet ler, som Camilla har lavet forskellige prøver på, en teknik der hedder begitning.
”Den stoflighed, som chamotten giver leret, synes jeg skaber en meget fin kontrast til figurens stramme former. Det bliver ikke for poleret, for det kan man slet ikke, når der er så meget chamotte i. Derfor bruger jeg også begitning i stedet for at bruge en glasur efterfølgende, sådan at skulpturen vil beholde lerets mathed. Der er også noget meget ærligt i at vise materialets egen stoflighed, synes jeg.”
Menneskelige relationer
Parallelt med det formelle løber også interessen for det menneskelige – for relationen mellem mennesker og til omverdenen. Inspirationen til den skulptur, hvor den ene skikkelse løfter en anden frem foran sig, kommer fra gamle fotografier af ”hidden mothers”, en genre fra fotografiets tidlige år, hvor mødre sidder skjult bag tæpper for at holde de børn, der er fotoets egentlige motiv, i ro. Camilla har længe interesseret sig for gamle familieportrætter, og de særlige indbyrdes relationer, de beretter om:
”Billederne af skjulte mødre er også en fortælling om alt dét, man ikke viser frem. De kan ses som et billede på, at tingene ikke altid er, hvad de giver sig ud for at være. Eller de er et billede på at skjule sin egen identitet bag en anden person – en kvindes selvudslettende rolle i forhold til familielivet. I min skulpturer interesserer jeg mig også for de relationer og hierarkier, man indgår i. Fx i familien, i venskaber og på arbejdspladsen.”
Den anden skulptur, som Camilla arbejder på i lerværkstedet, kredser om mennesket som både naturligt og kulturelt væsen. Her går menneskefiguren, der sædvanligvis er kendetegnet ved at gå på to ben og have en stor hjerne, på alle fire og kommer derved ned i øjenhøjde med dyrene. Ved at give menneskefiguren sko på alle fire ben, vil Camilla lade skulpturen stå også svinge mellem dyr og menneske, mellem natur og kultur.
