Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

På Statens Værksteder har Mari og Sarah arbejdet med at realisere værket ‘A Glimpse of Nature’, som skal udstilles på Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2025.  

Aug. 2025

‘A Glimpse of Nature’ er et rumskabende værk, der udfoldes gennem en serie af tre vævede former – ‘Floating’, ‘Growing’ og ‘Melting’. Værket er tænkt som en poetisk iagttagelse af naturens og menneskets sameksistens. Processen og tankerne bag værket er opstået ud fra et fokus på klimaforandringer og en fælles nysgerrighed i forhold til at afsøge nye bæredygtige og æstetiske tilgange til vævning og indfarvning.

Sarah og Maris tilgang til værket er eksperimenterende, hvor de igennem hele processen undersøger “det lade sig gørlige” både indfarvnings- og vævemæssigt.

Hver af de tre vævede former har sin egen palet, hvor farverne gradueres og udfoldes fra dybe og intense toner til helt sarte nuanceringer. Herved dannes changerende skyggespil, når dagslyset strømmer igennem vævningerne.

Det transparente papir, som formerne væves med, er nøjsomt penslet med naturfarve.

Farverne er opbygget i lag af flere påføringer, hvorved nuancerne justeres og gradueres.

Undervejs i processen har Mari og Sarah testet forskellige bæredygtige papirtyper. De har undersøgt papirets reaktion ved påføring af naturfarver. Hvordan påvirker farven papirets egenskaber, og hvordan påvirker papiret naturfarvens nuance?

Efter nedklipning fra væven opstår, i kraft af væveteknikken og papirmaterialets egenskaber, en tredimensionel form. Vævningerne krymper, vrider og formgiver sig tredimensionelt i en undersøgende proces.

De tre former er vævet på en stor simpel rammevæv på ca. 2,5 x 3 m. spændt op med en kæde af fiskesnøre. Sarah og Mari har eksperimenteret med, hvordan skift mellem enkelt og dobbeltvævning kan anvendes i formgivning efter nedklipning fra væven. De har arbejdet med variationer i vævningen mellem områder som fæstnes og komprimeres og områder som åbnes op med transparens og flotteringer.

Undervejs har de testet forskellige papirtypers væveegenskaber og eksperimenteret med skelafstand og fiskesnøre af varierende tykkelse og elasticitet.

Materialer: Papir, plantefarve, jordpigment, tanniner, jernsulfat og fiskesnøre.

Værket er støttet af Statens Kunstfond, Nationalbankens Jubilæumsfond og Hahnemühle.