I SVFKs Væveværksted arbejder billedvæver Sanne Ransby med en rumlig installation af vævninger på metalstativer med punktvise projektioner af billeder og video. Projektet har udgangspunkt i sammenhænge og modsætninger mellem vores digitaliserede fragmenterede omverden, vævens analoge grundvilkår og menneskets ageren i begge.
Jul. 2019
I dette projekt har Sanne Ransby eksperimenteret med grovere og mere ’trashede’ vævninger, hvor det der almindeligvis hører bagsiden til, er trukket frem på forsiden og forstærket. Hvor vævningerne præsenteres rumligt på stativkonstruktioner, og hvor ’billeddelen’ indarbejdes via videoprojektioner, sidst i processen.
Installationen
Vævningerne er vævet på ’Kim Naver’-væven i 250 cm’s bredde i bindingen bølgekiper. Der er dels brugt forholdsvis tynde hør-, silke-, og bomuldsgarner og dels brede stofstrimler, der er indfarvede, spraypaintede eller dyppet i akrylfarve. Stativerne er lavet som samlesæt i stål. De har mindelser om tøj-, tæppebanke-, og koldbøttestativer og har alle hjul.
Vævningerne er henslængt over stativerne på en måde så også vævningernes bagsider er synlige og så frynser og folder falder naturligt.
Videoprojektionerne er variationer over perception af det ’udendørs’, set i væverelation; det lodret/vandrette, fænomener der sandsynligvis har inspireret til bindinger/mønstre o.lign.. Håndholdte optagelser af vandringer i natur og by, med bevægelser i vand og trætoppe, bambusskov efter tornado, pollen’suppe’ i havnebassin (synligt tegn på ændring i vores lokale klima) m.m..
Videoerne er redigerede, så de rammer ’pletvist’ på vævningerne: på folder og forskelligartede strukturer.
Hele arbejdsprocessen var planlagt med vide rammer og plads til improvisation. Materialerne til islæt og ekstra striber i trenden blev indfarvet/bearbejdet undervejs i væveprocessen. Model til stativer blev lavet samtidigt med vævningen så begge dele kunne justeres til en helhed. Videoerne blev optaget dels da projektet var på skitseplan og dels undervejs og redigering. ’Drapering’ af vævningerne på stativer og justering af stativer foregik i en proces på Atelier 3.
OUTSIDE IN blev udstillet af Sanne Ransby på Officinet i efteråret 2019.