Konservator, Mette Jensen, har i konserveringsværkstedet restaureret en messehagel af rød velour med sølvbroderi og sølvbånd samt to kristentøjer med tilhørende 4 huer for Klosterkirken i Roskilde.
Feb. 2022
Dragterne har siden 1960erne været udstillet i to skabe i kirken. I forbindelse med en gennemgribende restaurering af kirkerummet er dragterne taget ned og skal forberedes til en ny opsætning i de samme skabe.
De to kristentøjer er sandsynligvis fra sidst i 1600-tallet/først i 1700-tallet. De er syet af fornemme guldindvirkede silkebrokadestoffer, den ene er kantet med forgyldte sølvkniplinger.
Hovedopgaven er nyopsætningen af dragterne, da dragterne er i forholdsvis god stand, dog meget sarte.
Der er forberedt en stofbeklædt stålplade på bagpladen i udstillingsskabene, så dragterne kan sættes op med magneter.
Processen i værkstedet
Dragterne bliver rengjort med blød pensel og lettere støvsugning gennem net. Sølvbesætningerne renses forsigtigt med stykker af sølvpudseklud.
For at give lidt krop til dragterne og hindre skarpe folder i stofferne, fremstilles passende former af polyester, som beklædes med silkejersey. Formerne fastgøres inde i dragterne, så de ikke ses på de udstillede dragter.
Da dragterne skal monteres i de samme skabe lodret hængende, har jeg valgt en meget skånsom og understøttende opsætning ved hjælp af magneter. Små stærke magneter placeres inde i dragterne på de steder, der er nødvendige for at fordele stoffet i opsætningen.