I konserveringsværkstedet har konservatorerne Tom Egelund og Dawid Poplawski foretaget en gendublering af et epitafiemaleri fra 1737 over Rothenburg familien. Epitafiet hænger normalt i Sct. Bendts kirke i Ringsted. Kirken døjer med fugtproblemer, og en af grundene til, at maleriet skulle gendubleres, var, at den melklister, man havde benyttet til den tidligere dublering, fungerede som næring for skimmelvækst og derfor var nedbrudt.
Når et maleri er gammelt og nedbrudt klæber man et nyt lærred bagpå som forstærkning, en manøvre kaldet dublering. Tidligere anvendte man strygejern, som man varmede på kakkelovnen, i denne proces. Man brugte bindemidler som bivoks eller melklister og strøg det nye lærred fast på bagsiden af maleriet. ”Jeg har set malerier med tykke farvelag; penselstrøg, der virkelig stikker ud, som ved dublering med strygejern er blevet mast aldeles flade”, fortæller Tom. ”Nogle gange brugte man endog aviser som mellemlag, så der afsattes avistekst”, siger han og griner lidt.
Spor og rester fortæller historier fra tidligere tider
Som konservator finder man ofte spor og rester fra fortiden; aftryk af tidligere generationer konservatorers arbejde fortæller om den tids konserveringsteknikker og brug af materialer, og reminiscenser af skitser skjult under det yderste lag oliefarve eller på bagsiden af lærredet fortæller næsten stumme historier om kunstnerens arbejde. Epitafiet fortæller flere historier. En skitse på bagsiden af maleriets lærred kom til syne, da Tom og Dawid fjernede det gamle dubleringslærred. Den er utydelig, man skimter et ansigt med en form for hovedbeklædning. Lærredet er desuden sat sammen af flere stykker. Først er to brede lærredsbaner syet sammen og grunderet efter opspænding på en arbejdsramme, hvilket ses af spændguirlander i lærredets kanter. Senere er mindre lærredsstumper tilføjet i den ene side og i toppen for at forøge lærredets størrelse. ”Kunstneren har måske haft et grunderet lærred liggende, som bare ikke var stort nok til den aktuelle opgave”, fortæller Tom.
Ved lavtryksbordet: forsidesikring, befugtning og planering
Sømmene fra sammensyningen af lærredsstumperne er en anden grund til, at Tom og Dawid har foretaget gendubleringen. Konservatorerne før dem har nemlig lavet dubleringen med maleriets forside opad, sandsynligvis for at beskytte den. Men idet de har klæbet maleriets bagside fast på det nye lærred nedenunder, er sømmene blevet presset frem på forsiden af maleriet. Det drejer sig om 2 mm., og ”det lyder jo ikke af meget, men på et ferniseret maleri med blank overflade er det meget iøjnefaldende”, siger Tom. Han og Dawid lavede den nye dublering med maleriets forside nedad. De indledte derfor med at lave en forsidesikring, hvor de tapetserede maleriet med tyndt japanpapir for at sikre farvelaget og undgå skader, og fjernede så det gamle dubleringslærred fra maleriets bagside.
Herefter lagde de maleriet på lavtryksbordet med den sikrede forside nedad på et lag af fint vævet polyesterlærred og et lag af japanpapir. På lavtryksbordet befugtede de maleriet for at blødgøre lærredsstrukturen og gøre det smidigt. De brugte en spray, så der lagde sig en let tåge af vanddamp over maleriet, som de lukkede inde med plexiglasfolie, så dampen ikke forsvandt med det samme, men blev optaget i lærredet. De tændte undervejs for lavtryksbordet for at lune maleriet lidt og senere for at planere det. Under planeringen, der varede 3-4 timer, fungerede plexiglasfolien som det, der pressede maleriet fladt pga. lavtryksbordets sug nedad, og i denne proces blev maleriets forside plan, mens lærredssømmene blev presset op på bagsiden af maleriet. Bagefter lod Tom og Dawid maleriet køle ned under pres, så det beholdt sin nye, plane form.
Reversibilitet, nivellering, dublering, retouchering og fernisering
Siden 1970’erne har man haft meget fokus på reversibiliteten af det arbejde, man udfører som konservator. Det vil sige, at man har de næste generationer af konservatorer i tankerne og stræber efter, at de skal kunne opløse bindemidler, aftage dubleringslærreder, fjerne gammel fernis etc. uden større problemer. Det gælder også Tom og Dawid, som har benyttet BEVA som klæbemiddel til dubleringen af epitafiet. BEVA er en limfolie, der nemt kan reaktiveres ved opvarmning til 65 grader eller ved kvældning, så maleriet ikke tager skade af varmen eller opløsningsmidlet.
Det mest udfordrende, fortæller Tom, var at finde den rette materialesammensætning til at udligne niveauforskellen mellem det originale lærred og sømmene, som stikker nogle millimeter ud på bagsiden, så maleriet forbliver plant efter dubleringen. De endte med at bruge tynd filt, som de klippede til, så det passede millimeter-præcist med sømmene. Efter nivelleringen klæbede de et nyt lærred på bagsiden af maleriet, og gendubleringen var færdig. Derefter spændte de lærredet op på rammen igen, fjernede forsidesikringen med vand og fjernede den gulnede fernis samt nogle tidligere overmalinger af mørkere områder, som var blevet misfarvede. De reparerede og retoucherede derefter de områder, hvis retouchering var afrenset sammen med fernissen. Til sidst gav de maleriet en ny syntetisk fernis, som kan fjernes uden større problemer, næste gang epitafiet trænger til en kærlig hånd.
Skrevet af Helene Johanne Christensen
