På grafikværkstedet arbejder kunstnerkollektivet Morblod, bestående af Ida Lunden og Carina Lin Sixten, på en række fotogravurer. Motiverne henter de fra en optagelse af en performance i deres atelier. Det er en linedans mellem det frastødende og det forførende med billeder af en krop, der interagerer med forskellige objekter. Fra ét arbejde springer nye former og udtryksformer i lange kæder af morfologiske metamorfoser.
Ida og Carina arbejder som oftest sådan; de trækker nye udtryksformer ud af deres tidligere arbejde. Ud af ét materiale vokser nye billeder, nye former og nye værker. Det er en kontinuerlig visuel samtale, de fører med hinanden: ”Det, der kan være svært at sige med ord, kan siges med former”, fortæller de. Denne gang har de udvalgt stillbilleder fra videodokumentationen af en performance, de lavede i deres atelier. I performancen interagerer en krop med forskellige mere eller mindre genkendelige objekter og substanser. Kroppen forandrer sig i løbet af performancen; den får ridser, bliver våd og fedtet. Og objekterne forandrer sig i mødet med kroppen; der sker en sammensmeltning, grænsen mellem subjekt og objekt opløser sig.
Linedans mellem det frastødende og det forførende
”Vi forsøger nogle gange at gøre det vildt grimt og ulækkert, men det ender altid med at blive flot og lækkert alligevel”, fortæller Ida og Carina. Det har fået dem til at eksperimentere med, hvad de kan putte ind i deres værker, som er frastødende på den ene eller den anden måde, og alligevel få det til at virke lækkert og forførende. ”Vi arbejder med en form for instrumentalisering af forførelsen”, fortæller de. De beskæftiger sig med seksualitet, sanselighed, taktilitet og fetichering af objekter og kroppe, og deres værker balancerer et sted mellem morbiditet og skønhed, mellem det frastødende og det forførende.
Fotogravure
”Vi kan godt lide kontrasten mellem fotogravuren, som har et lækkert og dyrt udtryk, og så de her hurtige screenshots”, fortæller de om udtryksformen i deres nuværende projekt. De har redigeret udvalgte stilbilleder i Photoshop, gjort dem sort/hvide og skruet op for kontrasten. De danner, sammen med collager og billeder taget med mobiltelefon, udgangspunkt for fotogravurerne. Hverken Ida eller Carina har arbejdet med fotogravure før, men Ida har erfaring med stort set alle andre grafiske teknikker, og Carina har erfaring med arbejde i mørkekammer. Forud for deres ophold løb de processen igennem med Bjarne Agerbo i hans grafiske værksted. ”Det har taget ret lang tid at komme ind i teknikken”, fortæller de, ”alle har deres egen måde at gøre det på, vi skulle lige finde vores”.
Videoen er optaget i et aflangt format, som har været bestemmende for formatet på fotogravurerne. Ida og Carina har printet billederne på transparent film og belyst fotopolymerplader med lysfølsom emulsion gennem filmen, så motivet er blevet lyst over på pladen. Motivet findes derefter som en radering, der kan holde på sværten. Pladerne fremkaldes i mørkekammeret, vaskes og tørres og kan derefter benyttes til dybtryk i pressen. Der valses farve på pladen, som derefter slås af, så det kun ligger i den rette mængde i raderingen. Fotogravureteknikken er raffineret i gråtoner, fortæller Ida, i forhold til Risoprinteren, som de tidligere har arbejdet med til bl.a. at lave kunstnerbogen Mediatrix.
Morfologiske metamorfoser
Beskæringen af stillbillederne fra performancen transformerer kroppen til ugenkendelighed. Former, der ikke lader sig se ud fra menneskekroppen i sin helhed, bliver synlige, og samtidig danner krop og objekter tilsammen yderligere nye former. Der sker en forvandling fra performancens bevægelse og tredimensionalitet til videooptagelsernes todimensionelle bevægelse og til fotogravurernes todimensionelle stilstand. Idéen er at trække yderligere nye værker ud af materialet – Ida og Carina vil skabe gipsfigurer ud fra de former, de finder i motiverne på fotogravurerne. Derved får processen noget cyklisk over sig. Der går en form for cirkelbevægelse fra performancens fysiske objekter over de flade billeder i videoen og fotogravurerne til de kommende tredimensionelle gipsskulpturer. Processen mimer det organiske; sommerfuglens morfologiske metamorfose, der begynder med et æg, der bliver til en larve, der bliver til puppe, der bliver til en sommerfugl. Det samme materiale bærer utallige beslægtede former i sig.
Skrevet af Helene Johanne Christensen
