På træværkstedet har kunstnerduoen, Randi & Katrine, arbejdet med værket Villapük: en permanent installation til børn på Ordrupgaard placeret i Zaha Hadids tilbygning.
Juni 2022
Værket tager udgangspunkt i herskabshjemmet Ordrupgaard, der i 1918 blev opført af arkitekt Gotfred Tvede til Parret Henny og Wilhelm Hansen. Det var rammen om deres hjem og deres store malerisamling.
Vi har arbejdet med en rummelig parafrase over hjemmet, som en nedskaleret arkitektur, der er tilpasset Zaha Hadid-bygningens skæve geometri. Vi er gået i dybden med husets fine håndværksmæssige detaljer og har genskabt dem i formindsket størrelse.
Når man kommer gennem museumsbutikken, møder man Ordrupgaards facade med vinduer og espalier og en lille karnap med altan. Langs husets sider er det skåret igennem, så man kigger ind i hjemmets stuer, trapperum i 2 etager, 1. salens rum og loftet.
I installationen har vi gengivet døre, paneler og trapperum, der alle i størrelse er ganget med 0,435 i forhold til originalen. Og i stuerne hænger små relieffer med udgangspunkt i malerier fra samlingen. På Træværkstedet har vi arbejdet med at skabe de forskellige elementer, som indgår i installationen. Til dørene har vi arbejdet med en række lister fra Københavns listefabrik, samt mdf og træ, der er skåret, samlet og limet på værkstedet.
Trapperummet blev lavet ud fra Gotfreds Tvedes trapperum-tegninger, som vi tegnede oven på og inddelte i en række tegninger i Rhino, som vi derefter kunne fræse på cnc-fræseren. Med hjælp fra Værkstedsleder Ulrik Bebe opbyggede vi kompetencer til betjening af cnc-fræseren undervejs i opholdet.
Til vores små malerirelieffer benyttede vi træværkstedets dekupørsav til at udskære de små elementer, som herefter blev limet og malet.