Hop til indholdet.

Projekt

Under Plov. Ligger Land. Under Himmel

2018 / Billedkunst

Hvornår er et landskab natur, hvornår er det kultur? Findes en oprindelig, uberørt natur? Det er nogle af de spørgsmål, Camilla Berner tager livtag med, når hun med hjælp fra snedker Sandra Strande og tækker Troels Due konstruerer en pavillon af genbrugstræ og beklæder tag og vægge med den invasive planteart gyvel, som vokser vildt i istidslandskabet i Svanninge Bakker.

Okt. 2018

På gulvet midt i SVKs Turbolade ligger en stor ottekantet trækonstruktion. Rundt om den, langs væggene, på gulvet og hen over bukke, ligger trekantede tagdele tækket med gyvel. I nogle bure og i et hjørne ligger bundter af grønne gyvelgrene. Pavillonens struktur er en nedskaleret version af den pavillon, Mads Rasmussen, grundlægger af Faaborg Museum, fik bygget i Svanninge Bakker. Den bærende konstruktion består af genbrugstræ, hvilket har udgjort den største udfordring i processen indtil videre, fordi arbejdstegningerne ikke duede. ”Ingenting passer sammen”, fortæller Camilla og Sandra. Camilla fortsætter: ”Men jeg er ikke sikker på, at vi er stødt på den største udfordring endnu. Det bliver med al sandsynlighed at samle pavillonen, fire meter høj, ude i bakkerne”, siger hun. Hun har ikke prøvet at tække før, men det er gået langt nemmere, end hun havde forestillet sig med vejledning fra Troels og det rigtige værktøj; jernstænger, tækkeskruer, tækkenåle og tråd. ”Lidt som at brodere”, siger hun med et smil.

Pavillonen er en del af udstillingen Jordforbindelser – dansk maleri 1780-1920 og det antropocæne landskab, som er et samarbejde mellem fire museer: Faaborg Museum, Ribe Kunstmuseum, Den Hirschsprungske Samling og Fuglsang Kunstmuseum. Udstillingen gør op med den gængse læsning af guldaldermalernes natursyn som nationalromantisk og argumenterer i stedet for, at kunstnerne også dengang var kritiske overfor udviklingen og menneskets trang til at kontrollere naturen. Og at kunstnerne fortolkede landskabernes forandring i tæt dialog med naturvidenskaben, som der står i pressemeddelelsen til udstillingen.

Natur og kultur i vild sammenfiltring
Camilla er, sammen med billedkunstner Rune Bosse, blevet inviteret til at tilføje et nutidigt kunstnerisk perspektiv på udstillingens tema. I sin kunstneriske praksis beskæftiger Camilla sig med natur og går ofte selv i dialog med og låner fra naturvidenskaben, især botanikken og biologien. Og det ligner vitterlig et botanisk laboratorium i rummet ved siden af, hvor Camilla har delt gyvelplanten op i dens forskellige bestanddele og systematisk lagt dem ud på bordet: frø, frøbælge, rødder, stængler. ”Jeg vil gerne fremhæve de invasive karakteristika ved gyvlen”, siger hun, og mens hun peger på de forskellige plantedele, fortæller hun om eksploderende frøbælge, selvforsyning, minimal fordampning, nøjsomhed og flere andre egenskaber, som gyvlen har udviklet, og som gør den til en ægte overlever. Plantedelene skal udstilles i en montre, som Camilla har lavet i træværkstedet, ledsaget af korte tekster og et fotografi af en buket gyvel i en skraldespand. Tilfældigvis fotograferede hun de kasserede gyvelgrene, og først senere gik det op for hende, hvor godt fotografiet indfanger konflikten; Smider vi naturen i skraldespanden?

”Den øgede kvælstofmængde og de milde vintre har gjort, at gyvlen er begyndt at opføre sig invasivt,” siger hun og fortæller videre, at landskabet i Svanninge Bakker nær Faaborg Museum ser meget anderledes ud i dag, end det gør på malerierne fra 1800-tallet/start 1900-tallet. ”I dag står det hele og vokser til i gyvel”. Camilla er interesseret i den udveksling, der hele tiden sker mellem natur og kultur. Og gyvlen, som hun har fået transporteret fra Svanninge Bakker, er et godt eksempel; Plantens udvikling af aggressive egenskaber hænger sammen med klimaforandringerne, som er menneskeskabte. Mennesket er ikke længere i stand til at kontrollere plantens vækst, så den vokser ustyrligt og invasivt. Natur og kultur er viklet godt og grundigt ind i hinanden, og forandringen af landskaber er en kompleks proces, som kommer mange forskellige steder fra, som Camilla understreger.

Den distance, som den kultiverede og civiliserede udkigspavillon skaber mellem menneske og natur, (mennesket står uden for naturen og kigger på den inde fra kulturen) udstilles i Camillas værk, samtidig med, at grænsen mellem natur og kultur bliver tvivlsom, udviskes, fordi den konstruktion, man befinder sig inde i, består af samme materiale, som det, der vokser vildt og ukontrollerbart i det omgivende istidslandskab.

Opdatering
Camilla Berner har siden januar været tilbage på Statens Værksteder af to omgange i henholdsvis maj og september 2018.

I maj brugte hun sit ophold på at ombeklæde pavillonværket Under Plov. Ligger Land. Under Himmel. til udstillingens næste stop på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland.

Gyvel-taget blev taget ned, og pavillonen blev i stedet tækket med tagrør; de høje græsstængler, vi kender fra stråtage.

Tagrørene høstede Berner lokalt i det fredede kulturlandskab Skejten på Lolland, som er et lavvandet område, hvor netop tagrør befinder sig særligt godt. De er ligesom gyvel i stigende fremvækst pga. øget kvælstof i både luft og jord.

Hybenroser
Efter udstillingen i Fuglsang er det nu blevet Ribes tur. Den ottekantede træpavillon er endnu en gang tilbage på SVK for at blive afklædt sit organiske tag- og sideparti og påklædt igen. Denne gang med hybenrosegrene.

Hybenrosen, eller Rynket rose som den også kaldes, er endnu en af planterigets invasive arter. Den hører særligt til i Danmarks sandede natur, langs kysterne, blandt andet på Vesterhavskysten ved Ribe, hvor Berners pavillon skal udstilles fra 6. oktober, ved Vadehavscentret med udsigt til marsklandet.

Og Camilla Berner har særligt glædet sig til at arbejde med hybenrosen, fordi den vækker genkendelse for mange, og fordi den er modsætningsfyldt. Den spreder sig aggressivt og trumfer andre arter i den økologiske fødekæde, men samtidig er den smuk og velsmagende med sine duftende lilla rosenblade og hybenbær. ”Som en tornerosedrøm,” bemærker hun.

Berner anvender samme tækketeknik som tidligere, men hybenrosen er benhård at arbejde med. Ikke så meget fordi den stikker – det klarer gode handsker – men fordi de enkelte roser er så grenagtige, at der skal bruges kræfter for at få det til at ligge tæt til tagkonstruktionen.  Det tager cirka tre timer at tække bare én af de otte trekanter, som udgør pavillonens tag. Og bagefter skal fundamentet, gulv og stolper etableres med 1 meter dybe jordskruer for at sikre pavillonen mod efterårets storme.

Men bare rolig: Der er også sikret mod spredning. Alle hybenbærerne er plukket af.

Skrevet af Helene Johanne Christensen & Stine Nørgaard Lykkebo

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260