Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Nygårds Maria Bengtsson og Mai-britt Amsler har sammen haft ophold i det tekstile værksted, hvor de har eksperimenteret med remazolfarvetryk på forskellige tekstiler. Hovedformålet har været at sammenligne de reaktive Remazolfarver med de høj-reaktive Procionfarver. Bliver resultatet det samme, og er fikseringen af de højreaktive farver ved stuetemperatur en smutvej, der er værd at tage i forhold til de reaktive farvers fiksering ved damp?

August 2024

Maria Nygårds har eksperimenteret med remazolfarver primært på proteinfibre (silke + uld):

1.UGE: Eksperimenterer så meget som muligt: Tryk med motiv overført med UV-belyst emulsion på silketryksramme på; hør, bomuld, silke og uld. Tekstilet tørres, dampfikseres og vaskes ud før det endelige farveresultat kan vurderes.

Tryk på ufarvet samt indfarvet tekstil. Test med at trykke flere lag stof samtidigt.

Eksperimenter med monoprint teknik, tegner og maler med det rene Remazol pigment + vand  med pensel direkte på silketrykrammens væv.

Uld og silke giver det resultat jeg ønsker både med rammetryk og monoprint teknik.

2. UGE: Fokuserer på monoprint på uld og går op i størrelse: Tester udfaldet af at trække farven mer eller mindre ud. Test med at trykke den “brugte” monoprintrammen på papir efterfølgende, Her medtager rammen strukturen fra tekstilet. Afprøver forskellelige kvaliteter af papir i denne teknik af “eftertryk”.

Arbejdstema for mine to fantastiske uger “Monoprint – Blueprint / eftertryk / aftryk, fortæller Nygårds Maria Bengtsson.

Mai-britt Amsler kan efter et 2-ugers forløb i tekstilværkstedet konkludere at de reaktive Remazol-farver bliver mere brillante end Procion-farverne. Hun har eksperimenteret både med indfarvning og tryk af begge farve-systemer på forskellige fibre.

De højreaktive Procion-farver fungerer godt på bomuld og silke (og ikke på uld) men skal være fuldfarvede og ikke fortyndende, for at opnå den samme intensitet som hun fandt i de reaktive Remazolfarver.

“I mine test arbejdede jeg motivmæssigt med mønsteret. I starten klassisk rapporterende, men oplevede hurtigt en kedsomhed i det mekaniske ved gentagelsen. Det mønster jeg havde på mine serigrafi-rammer vidste jeg på forhånd, hvordan ville tage sig ud. Ret hurtigt begyndte jeg derfor at arbejde mere frit med mønstrene ved at trykke én form ad gangen i stedet for at have hele rapporten ridset op. Jeg lod mønsteret opstå i processen og arbejdede med den kendsgerning, at det, der er trykt ikke kan viskes væk, men kun bygges videre på.

Jeg var optaget af mellemrummene, og balancen mellem det enkle og overgjorte blev ved med at være interessant gennem hele forløbet.