Katrina Neiburga indtager, i samarbejde med teater Grob, en hel etage på et plejehjem i De Gamles By på Nørrebro. Hun skaber scenografi til en performanceinstallation om savn og fylder lokalerne ud med mosbegroede træstammer, videoinstallationer og skæve gulve.Jordskælv på 2. sal
Katrina er inviteret til Danmark for at lave scenografi til ”SAVN, en hyldest til sorgen”, en forestilling og installation, der handler om at miste. Det kommer til at udspille sig på Slottet, som er et aktivt plejehjem midt på Nørrebro i København. Installationen vil brede sig over hele etagen og inddrager både gangarealer og toiletter, men centrerer sig især om fire forskellige rum, med hvert sit udtryk.
En 6×6 meter stor trækonstruktion af finér er den største af de rekvisitter, Katrina skaber. Konstruktionen bugter og slår sig, som et bølgende hav, og kommer til at udgøre gulvet i det ene af de i alt fire rum, som forvandles til forestillingen. Konstruktionen kommer til at fylde hele rummet ud og efter det har fået et lag linoleum, skaber det en illusion af, at selve gulvet er i opløsning, som under et jordskælv. Gulvet er bygget af Katarina og hendes partner og samlet med skruer, lim og sømpistol. Inden gulvet fragtes til Nørrebro, bliver kæmpekonstruktionen skåret i ti stykker, for at blive samlet igen på plejehjemmet.
Foruden gulvet bliver rummet domineret af lavthængende, skæve akustikplader i loftet og ødelagte kontorstole, der ser ud til at stikke ud af væggen, så det overordnede indtryk bliver pretty spooky, som Katrina selv siger.
Svensk marskandiserstemning
Foruden den store gulvkonstruktion minder Store formater, i løbet at Katrinas ophold, mest af alt om en marskandiserbutik placeret i skoven. Plystrukne sofaer, tunge karlekammerskabe, lamper, spejle og skårne kaffestel samler sig langs væggene og blander sig med løvgrene og mosdækkede træstammer. Alle genstandene er købt og indsamlet på en todages tur til Sverige, som indledte Katrinas ophold på SVK.
Møbler og nips skal bruges i forestillingens ”dagligstue”. I det rum er der blandt andet et meget specielt spejl. På bagsiden af det mandshøje spejl har Katrina først fjernet spejleffekten med acetone, for derefter at erstatte det med en transparent film. Således kan man ved første øjekast bruge spejlet helt traditionelt, og se sig selv i det, men oveni i den traditionelle spejling kan man se billedet fra et fjernsyn, der er skjult på bagsiden.
Alle rum har deres særegne udtryk og fokus på at drage publikum ind i værket, der ifølge Katrina er minder lidt om Tivoli. For eksempel via kopperne, som der i løbet af forestillingen vil blive serveret kaffe i. Oprindeligt var kopperne i perfekt stand, men Katrina har givet dem en kærlig omgang med en hammer. Siden er de limet, med meget synlige samlinger, der er åben for fri fortolkning af publikum.
