Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

På metal- og træværkstederne har Miriam Kongstad arbejdet med både svejsning, formgivning, design og CNC-fræsning til en udstilling på Møstings Hus i sensommeren 2025.

Nov. 2025

I vores samtid opfattes kroppen ofte som en enhed, der skal optimeres og kontrolleres som betingelse for et langt, succesfuldt liv. Men kroppe drives på én og samme tid af både sårbarhed og styrke.

Vores fysiske og mentale sundhed er tæt forbundet og påvirkes af alt omkring os fra klima, mennesker og samfundsstrukturer til kost, materialer og æstetik. Kroppen er i konstant forandring, den ældes, bliver syg, påvirkes og ændrer karakter. Netop dette har været projektets kunstneriske afsæt.

Efter skumring bryder daggry, efter mørke kommer lys, i smerte søges lindring. Titlen Dawn Comes After Darkness afspejler en cyklisk tilgang til legeme og helbred. Kroppens intuitive søgen mod balance og genoprettelse af ligevægt kaldes homeostase. I menneskekroppen reguleres fx temperatur, blodtryk og væskebalance automatisk af nervesystem og hormoner.

Kroppen er imidlertid også langt mere end et maskinelt, stabilt system. I projektet kredses der om det at være en krop – at bebo, bære og miste kontrollen over den. Om skæringspunkterne mellem nydelse og smerte og de utallige modsatrettede og sameksisterende følelser og processer, vi indeholder.

I Dawn Comes After Darkness spiller materialerne hovedrollen. De er ladet med betydning og symbolik. Med kirurgisk præcision og poetisk slagkraft stilles der skarpt på, hvordan fysiske materialer påvirker vores krop og sind. En stoflighed, der både tiltrækker og forstyrrer, er fascinerende og voldsom, blød og kølig, og som danner en æstetisk og taktil sanseoplevelse.