Under sit ophold i grafisk værksted har Mikkel Bundgaard Pedersen bearbejdet fotografier af en række genstande, indsamlet fra den tidligere arbejds- og tvangsarbejdsanstalt Sundholm på Amager fra 1908-1999. Genstandene befinder sig nu på et magasin ved Forsorgsmuseet i Svendborg, som har hjulpet ham med at udvælge en samling genstande til dokumentation.
Sept. 2024
Jeg har været interesseret i at undersøge genstandene som forskelligartede vidnesbyrd om Sundholms anstalters og institutioners mange sider og nogle af de mennesker, der har oplevet det. Dette arbejde trækker tråde frem til Sundholm i dag, som både består af boliger, børneinstitutioner, atelierer samt herberg- og aktivitetscenter. På magasinet i Svendborg var genstandene pakket sammen i kasser uden opdeling fx. tallerkener med brevstempler, med håndlavede træfigurer, knipler og konfiskerede våben. Jeg ville gerne arbejde med genstandene i form af billedlige repræsentationer, som inkorporerede deres nuværende situation som hengemte i papkasser.
På grafisk værksted overførte jeg billederne af genstandene i 1:1 størrelse til separate fotopolymerplader, som jeg brugte til at lave dybtryk med. Til trykkene blandede jeg en brunlig sværte, der gav dem et patineret udtryk, lidt som gamle gulnede fotografier.
Dybtrykkene blev lavet på papir, skåret efter formater af magasinæsker til opbevaring af museumsmateriale. Det blev en vigtig pointe for mig, at genstandene blandede sig med hinanden og var rodet sammen på en måde uden for klassifikation, ligesom det også forholdt sig i kasserne på magasinet.
Trykkene vises som en del af en duo-udstilling med billedkunstner, Karon Nilzén, på Maskinhallen i Sundholm med åbning 13. september 2024.