I Anne Marie Carl-Nielsens atelier på Statens Værksteder har billedkunstner, Frans Jacobi, arbejdet teksten til Benjamins Bog. Han afsluttede opholdet med et open studio, hvor han opførte installationen, Tabernakel No1, som en skrøbelig konstruktion af træ, aluminium og tape.
August 2026
Det Tredje Testamente / Tabernakel No 1 er et ’What If? Scenario’; hvad ville der ske, hvis nu? En fiktiv tekst, en serie tegninger og en serie installationer, der undersøger forholdet mellem Armageddon (Apokalypsen), Gud og Israelitterne.
Det Tredje Testamente er et satirisk forsøg på at gentænke forholdet mellem krig, fred og religion. Det er også en fiktiv løsning på kriserne og krigene i Mellemøsten og et bud på en opdateret version af kristendommen og jødedommen. Hvordan kan Gud tænkes som en del af verdens hårde realiteter i dag? Krigene i Mellemøsten bliver ført og retfærdiggjort med en stor grad af kristen/jødisk retorik. Hvordan ville Gud faktisk forholde sig til den altdominerende og brutale voldelighed, som bruges til at løse disse kriser?
Den første del af testamentet, Benjamins Bog, udgør den første søjle i et transportabelt tempel, Tabernakel No 1. Hver søjle er knyttet til et kapitel i teksten og angiver det filosofiske tema for både teksten og fiktionens handling. Den første søjle er Tillid.
På Statens Værksteder skrev jeg teksten til Benjamins Bog og afsluttede opholdet med et åbent studio, hvor jeg opførte Tabernakel No1 som en skrøbelig konstruktion af træ, aluminium og tape. I Tabernaklets tag hang den første søjle, Tillid, og i taget pegede 3 pile mod henholdsvis Nord, Syd og Øst og angav dermed retningerne for Israelitternes kommende vandringer.
Som en del af min research til Det Tredje Testamente, inviterede jeg Else Marie Bukdahl til en samtale i Tabernaklets første del. Den redigerede samtale vil senere blive udgivet på den til projektet hørende Podcast.







