På gulvet i Atelier Plan 2 ligger et puslespil af nummererede fyrretræslister. Astrid Myntekær har med inspiration fra den hollandske kunstbevægelse De Stijl og især Piet Mondrians rektangulære kompositioner konstrueret tre arkitektoniske skulpturer.
Skulpturernes formål er at facilitere et møde mellem elementer fra vidt forskellige kulturstrømninger: vestlig fitness og wellness, kinesisk lære om kroppens velvære, japanske tatami-måtter, alternative behandlingsformer som cupping og akupunktur, LED-lys, dansevifter fra Kina, betonafstøbninger, plexiglas, masker mm.
Astrids kunstneriske arbejde befinder og bevæger sig i grænsefeltet mellem mysticisme og videnskab. Hun interesserer sig for, ”hvordan mennesket gennemstrømmes af energier større og mindre end dem selv” og kombinerer ofte tilsyneladende uforenelige emner og materialer i sine installationer. Astrid arbejder på en udstilling til Gether Contemporary med titlen Memes. Inspirationen har hun bl.a. fået på en rejse til Kina, hvor hun afprøvede forskellige former for alternativ behandling som cupping og akupunktur og fik indblik i, hvordan kinesisk forfædredyrkelse, tro og traditioner strømmer synkront med den accelererende digitalisering.
Den stærkeste (kultur) overlever
Begrebet meme (fra græsk: hukommelse) forbindes i dag mest med billeder og videoer, der spreder sig og efterlignes mangefold på internettet. Begrebet blev introduceret af biologen Richard Dawkins i 1976 og beskriver oprindeligt kulturfænomener som for eksempel melodier, trosforestillinger og tøjmode, som så at sige nedarves eller overlever kulturstrømninger over tid. Man taler om en form for kulturel evolution i stil med Charles Darwins teori om naturlig selektion; den stærkeste overlever og dens gener føres videre. På lignende måde føres den ’stærkeste’ kultur videre og reproduceres via tradition og efterligninger.
Astrid fortæller, at ordet memes også kan pege på den ’mig-mig’-kultur, der dominerer den vestlige verden, hvor fokus i høj grad er på individet, dets selvudvikling og -iscenesættelse. Astrid arbejder med memes på flere niveauer. I sin installation indarbejder og mixer hun kulturgenstande fra forskellige steder i verden og fra fortid, nutid (og fremtid) samt referencer til mig-mig-kulturen. Hendes brug af materialer er også sammensat: ”Jeg kan godt lide at mixe dyre, lækre materialer med noget fra elektronikbutikken eller byggemarkedet”, fortæller Astrid. Til Memes bruger hun bl.a. specialproducerede japanske sivmåtter, plexiglas, fyrretræ, beton, glas, vifter, laser, LED-lys og flamingo.
Trækonstruktioner efter menneskelige mål
På SVK har Astrid udviklet modeller og en samlingsmetode til skelettet. Hun har skåret, slebet, pudset, malet og samlet de lette, lyse og rumlige trækonstruktioner til Memes. Værkets arkitektoniske formsprog trækker på det gridsystem, Mondrian benyttede i sine malerier. Men hvor Mondrian fyldte sine felter med farver, fylder Astrid felterne med japanske tatami-måtter. Træskulpturerne er bygget op med udgangspunkt i sivmåtternes mål, og de baserer sig på den menneskelige krop. Astrid fortæller, at de i Japan ikke bruger kvadratmeter, men arbejder ud fra menneskelige mål. Hun tager udgangspunkt i 90 x 180 og skalerer op og ned derfra. Astrid startede med at lave flade grids af skumpap, som hun efterfølgende rejste op til tredimensionelle modeller i størrelsesforholdet 1:10. Hun satte dem sammen på flere forskellige måder, før hun fandt frem til tre strukturer, der fungerede som hver deres enhed og som en helhed. Herefter lavede hun tegninger med mål og udviklede et nummereringssystem for at holde styr på, hvilke lister, der hører sammen. Astrid er bekymret for, om listerne vil slå sig. For at undgå det har hun sat dem i spænd med skruetvinger og pakket dem godt ind, før hun har sat dem på loftet.
Det naturlige og det artificielle
På metalværkstedet har Astrid svejset et stativ til en laser. Stativet placeres i et hoved af flamingo med en iphone-formet plexiglasplade med et lyn, der oplyses grønt af laseren. Lynet er skabt ved hjælp af højspænding og et enkelt hammerslag. ”Jeg kommer i et makerspace, hvor jeg kan få hjælp til de ting, jeg ikke selv kan. Drengene i det makerspace laver elektronik-gimmicks. De har hjulpet mig med at lave lynet”, fortæller hun med et smil. Den lysende grønne farve går igen i flere af Astrids værker. ”Den peger både på naturen; på klorofylet i blade og planter og på det artificielle og lidt alien-agtige”, siger hun. Tider, kulturer, stilarter, materialer og sfærer, som normalt ikke forbindes med hinanden, strømmer synkront i Astrids værker.
Skrevet af Helene Johanne Christensen
