Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Tekstildesigner Margrethe Odgaard har haft ophold på Statens Værksteder for at udvikle nye tekstile værker til sin første soloudstilling i Danmark, som kan opleves på Munkeruphus fra den 6. april.

Munkeruphus fungerede fra 1958 til 1982 som arbejdssted og hjem for hybridkunstneren Gunnar Aagaard Andersen, der arbejdede med både maleri, skulptur, lyskunst, arkitektur og brugskunst. Inspireret af Aagaard Andersen er det netop viljen til at eksperimentere og afprøve nye veje, som Margrethe Odgaards udstilling tager udgangspunkt i.

Udforskning af reaktive tekstiltryk
I udstillingen viser Margrethe Odgaard nye værker, hvori hun har undersøgt det serielle udtryk og farvens kvaliteter i overfladen med særlig fokus på, hvordan hun kan påvirke og forstyrre de tekstile processer, så farve og materiale bliver fremhævet på deres egne præmisser.

”Jeg bruger udstillingen på Munkeruphus som en mulighed for at arbejde med noget, hvor jeg ikke på forhånd kan regne ud, hvad jeg ender med. Det befriende ved en udstilling er, at jeg kan give mig selv lov til at være i en proces, hvor materialet bestemmer det meste. I stedet for at fokusere på resultatet – som er gældende for mit arbejde i industrien – fokuserer jeg på undersøgelsen og metoden; det reaktive tekstiltryk. Jeg har været interesseret i, hvordan jeg kan arbejde med de tekstile processer, så der sker noget uventet, og den egentlige fortælling kommer til at ligge i forholdet mellem farvestof, kemi og tekstil.”

Få værker og et hav af eksperimenter
Margrethe Odgaard har skabt tre værker i formatet 90 x 90 cm. Forud for de endelige værker har hun været igennem en lang proces med mange eksperimenter og prøver for at finde det rigtige udtryk. Slutresultatet er, at hun har fundet frem til en metode, hvor hun dypper tekstilet (hør) i de kemikalier, der skal til for at binde farve til stoffet men uden fortykkelsen, som normalt bruges til at kontrollere trykket. Derefter drysses farvestoffet direkte ovenpå det våde tekstil.

Selve motivet i værkerne opstod egentlig tilfældigt. Margrethe Odgaard havde brug for at forene det ukontrollerede udtryk med noget mere stramt, og hun lagde derfor et plasticchartek på stoffet for at reservere en firkant, hvor farven ikke kunne trænge ned i stoffet.

”Da jeg kom dagen efter, var der sket det ret specielle, at farvestoffet op mod chartekket var blevet suget ind. Det lignede, at chartekket havde været en magnet. Forklaringen på det må være, at stoffet tørrer langsommere der, hvor chartekket ligger, end der hvor det er frit. Jeg forestiller mig, at det fugt, der kommer fra stoffet under chartekket ’kalder på farvestoffet’. Og det er altså dén proces, jeg har valgt at arbejde med.”

Black Square
Ved at lade en sort firkant være det eneste motiv, arbejder Margrethe Odgaard med en klar reference til den russiske kunstmaler Kazimir Malevitjs centrale værk Black Square fra 1915:

”For mig er den sorte firkant på den hvide baggrund et udtryk for det mest absolutte, det mest kontrollerede. Sort som farve er jo et udtryk for det totale fravær af farver og lys, ligesom den mest simple og måske stærkeste figur er firkanten ”

Alle tre værker indeholder som det eneste det samme sorte farvepigment lagt på tekstilet i en firkant. De blå, turkise og lilla farver, som kan anes i kanterne er undertoner, der ligger i pigmentet. At hun kun har anvendt et enkelt farvepigment hænger sammen med hendes ønske om at være så lidt til stede i værket som muligt. Fortællingen skal være helt præcis og kun indeholde nogle enkelte tydelige valg fra hendes side.

”Det er jo i virkeligheden et snævert projekt, men processen har været meget lang. Jeg har måttet gå mange omveje for at finde frem til et præcist udtryk, hvor jeg sætter rammerne men lader tekstilet, kemien og pigmentet om at skabe det endelige motiv. De forskelligheder og fortællinger, der er opstået i de tre værker, er naturlige. Når vi giver slip på kontrollen, opstår der nogle utrolig spændende fortællinger.”

Foruden serien på de tre værker viser hun på udstillingen også gulvtæpper lavet i samarbejde med Ege samt gardinværker skabt i samarbejde med Kvadrat.

Skrevet af Cecilie Aaby