Til en udstilling på Møstings Hus og en performance i Christian IV’s Børsbygning har Louis André Haugaard Jørgensen skabt en række fotografiske, skulpturelle og performative værker på Statens Værksteder for Kunst.
Skulpturer af metal og coprolit
Fælles for Louis Andrés værker er, at de alle beskæftiger sig med menneskelige handlinger og opfindelser, som overgår skaberens fatteevne og afføder uforudsete problemer og konsekvenser.
På metalværkstedet har hun arbejdet med aluminium og coprolit – forstenet afføring. Med disse materialer har hun skabt en række skulpturer formet som løsrevne kropsdele – fx et ben og en hånd med vortelignende gevækster af coprolit og ansigter, hvor coprolitterne gør det ud for øjne og mund. Coprolitterne kan ses som konkrete metaforer for handlinger, som får utilsigtede konsekvenser: For måske 10.000 år siden var nogen ude at skide, men resultatet ”forsvandt” ikke, som den slags plejer, så nu sidder vi med lorten.
Fotografiske værker
I det lille fotostudie har hun skabt en ny serie af fotografiske stilleben med bananer og en coprolit, som er blevet fotograferet hver dag over en længere periode, således at bananerne gradvist modnes, overmodnes og mugner, mens coprolitten forbliver uforandret.
Performanceværker
I atelieret på femte sal har Louis André Haugaard Jørgensen arbejdet på manuskript og koreografi til to stedsspecifikke performanceværker, som skal vises hhv. på Christian IV’s Børsbygning og i udstillingen på Møstings Hus.
Værket til Christian IV’s Børsbygning opføres som en collage af stemmer, som taler sammen, taler i kor og blander fakta, fiktion og poesi. Stemmerne fortæller historier om Børsen, om penge og økonomi på tværs af fortid og nutid og fremtid. Alle værkets stemmer tales af kunstneren – nogle fremføres live, andre indtales og afspilles fra højttalere, som placeres i rummet
Det andet performanceværk vises på Møstings Hus. Det tager form som en rejsebeskrivelse, og knytter sig til en serie af fotografiske værker i udstillingen, med titlen Vue Perdue (tabt udsigt). Næsten mennesketomme feriebilleder fra turistparadiset Puerto Rico de Gran Canaria, hvor himmel og hav flere steder smelter sammen til en todimensional flade – en osteklokke, der omslutter feriegæsternes privilegerede univers. Men værkerne viser ikke bare tabt udsyn i denne forstand. De er også billeder på en verdensorden, hvor turiststrømmen flyder fra nord mod syd og hvor det oprindelige Guanche-folks sprog og kultur er blevet fortrængt af de spanske erobrere.