Lydkunstner, Lars Lundehave Hansen har i Formeriet arbejdet på en imposant konstruktion til udstilling i Kunstpakhuset Ikast, april – juni 2022.
Juni 2022
Den rummelige konstruktion skal placeres centralt i udstillingsrummet, som en kryptisk scenografi, hvor røgen pulserer ud underneden mens højttaler-enheder gisper efter luft i slowmotion og væggene vibrerer lavfrekvent.
Gennem kighuller i den centrale del af konstruktionen får man adgang til en række tableauer i forskellige etager. Herinde foregår optiske illusioner med roterende lys, refleksfolie, farvefiltre og diakronisk glas.
Materialerne i værket er velkendte elementer, der er tildelt nye funktioner: lysriggen holder ikke scenelamper, men er i stedet et stillads, der holder konstruktionen sammen. Store 4 x 12” baskabinetter afspiller ikke lyd, men udsender impulser. Værket er så tungt, at man næsten ikke kan trække vejret.
Værket er en hybrid af tidligere kunstneriske greb, uudforskede værk-ideer og storhedsvanvid samlet i en ny retning og gestaltet som et monument over fortiden, der skuer ind i fremtiden; En krydsning mellem et kunstværk og et rumfartøj; Et koncentrat af 20 års virke og erfaring, formuleret som et åbent spørgsmål til de næste 20 år.