I Konserveringsværkstedet er Henrietta Havsteen-Mikkelsen og Marianne Dupont i gang med et konserveringsprojekt for Kunstkonserveringen.
Det drejer sig om 1700-tals oliemalerier fra Borreby Herreborg, der er blevet fugtskadede i en sådan grad, at farvelaget har løsnet sig fra lærredet.
Opgaven består i at få farvelaget fikseret igen, samt udbedre mindre skader som flænger og huller i farvelaget.
Malerierne støvsuges og rengøres for snavs og tages af blindrammerne. Derefter imprægneres lærredet med lim og malerierne lægges på de store lavtryksborde i konserveringsværkstedet. Når malerierne er blevet dækket til, kan bordene danne et vakuum, der trækker limen ned i materialet og fikserer farvelaget på lærredet.
Derefter arbejder Henrietta og Marianne minutiøst med at udbedre de skader, der med tiden er kommet. Det drejer sig om mindre flænger og områder, hvor oliemalingen er skallet af, og der derfor mangler dele af motivet. Først udfyldes hullerne i farvelaget med BEVAkit, som består af kridt blandet med lim. Hertil bruges en varmespatel, der så at sige stryger kittet fast på lærredet. Herefter retoucheres der med lysægte Gamblin restaureringsfarver. Det kræver rigtig godt lys, dyb koncentration og god udsugning.
Det er vigtigt for konserveringsarbejdet, at alle materialerne der bruges, er forholdsvis lette at få af igen.
Henrietta og Marianne forstærker også lærredets kanter med nyt lærred, så malerierne kan blive spændt op på blindrammen igen. Derefter renses overfladen. I det her tilfælde er der tale om malerier, der er malet med en type maling, der kan tåle at blive renset med stærkt fortyndet ammoniakvand. Til sidst får malerierne muligvis et frisk lag fernis.