Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Jacob Stangerup har i metalværkstedet arbejdet på seks skulpturer i stål, skåret fra en stålplade efter trækuls-tegninger. Hver skulptur er sammensat af flere ståldele, der monteres på hinanden med gevind, så de sammensat udgør en korslignende konstruktion. Mønter og søm modelleret i voks og dernæst støbt i bronze, indgår også i hver korskonstruktion. 

September 2024

Skulpturerne skal fremstå skrøbeligt, som hurtigt desperat sat sammen af gamle træstykker eller drivtømmer og med rustne søm, der stikker ud hist og her. 

Seks-syv mønter er monteret på hvert stålkors, og hver mønt gælder som en slags amulet med en særlig inskription. De monterede bronzemønter er en videreudvikling af begrebet nødpenge, jéton de necessité, fra tiden lige efter første verdenskrig. Nødpenge var en stedfortræder eller kompensation for rigtig valuta og kunne gøre det ud for netop valuta til køb af kolonialprodukter, mel, kød o.a.

I denne sammenhæng er bronzemønterne blevet individuelle symboler på håb, tvivl eller bøn, markeret ved at indgravere titler på litteratur og poesi, sindstilstande eller psykiske analyser. Titlen på skulpturerne (Mascotte) er en fransk betegnelse for en maskot, hér et lykkebringende objekt.

Når skulpturerne er færdigkonstrueret, skal stålkorsene males i forskellige mønstre og farver i emaljemaling. Bronzemønter og søm patineres ligeså i forskellige nuancer.