Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Iben Højs store installationsværk, Himmel & Hav fra 2024, tog afsæt i det punkt, hvor himmel og hav mødes, og hvor grænsen mellem de to opløses. Siden har hun forstået at det fænomen, som hun kredser om, kaldes kiming.

Marts 2026

Ifølge ordbogen er ordet Kimings oprindelige betydning ’ophøjet kant’, rand eller horisontlinjen i det fjerne, hvor himmel og hav eller jordoverfladen ser ud til at mødes. Kiming er altså den synlige horisont, grænsen mellem himmel og havoverflade, og vores oplevelse af kiming afhænger af, hvor vi er placeret (afstand og øjenhøjde over havet, men også rent geografisk).

Lysbrydning i atmosfæren øger den synlige afstand til kimingen, og på den måde er kiming snarere et fænomen, end noget konkret – kiming er bestemt af forholdet mellem det, der kommer til syne og den, der ser.

Projektet Kiming tager udgangspunkt i både forbindelsen mellem vores visuelle opfattelse af kiming (et fast, afgrænset holdepunkt og et landskab med lys, farveskift og atmosfære) og den overførte betydning af kiming, som et symbol for tolerance og klarsyn, rummelighed og medmenneskelighed – og håb.

Gennem strikkede tekstile værker undersøges fænomenet og de farveblandinger og -møder, der viser sig.