Eva Koch har henover efteråret ’23 arbejdet under halvtaget i huggegården med projektet ET CETERA… håndholdt, som skal udstilles indendørs på Den Frie under Grønningen 2023, som åbner den 1. December 2023.
November 2023
Et cetera er et tegn, der referer til det videre forløb, men som også forsøger punktvist at fastholde øjeblikket.
Brændet, ilden, varmekilden er essentiel for mennesket. Vi har altid hugget træ til brænde. Det gør jeg også. Men som kunstner er træet også et skulpturelt materiale, og på den måde vokser mine runde huggede former langsomt frem. Fordi det er håndens og kroppens arbejde, meditativt og møjsommeligt over lang tid, er værkerne også en form for tidstællere.
For et år siden fik jeg tre stykker lind, der blev fældet i nærheden af, hvor jeg bor og arbejder. Stammens diameter er nogle steder 140 cm, stammen er ikke jævnt rund, men organisk og ujævn i sin omkreds. Hver skive af træets stamme var 40 cm tyk og vejede 400 kg inden jeg gik i gang med at hugge den grove form.
Jeg arbejder rigtig meget med “punktet”, og disse skulpturer er på en måde det håndgjorte punkt, en forening af stammens organiske omkreds og punktets præcise form.
Vi er på én gang tilbage, hvor det hele begyndte og samtidig lige nu og her.
Mine skulpturer består ofte af enkle geometriske former i industrielle materialer som stål, bronze m.m. Jeg har ofte benyttet toppen af en kugle som et “punkt”. Et punkt som et punktum i tegnsætning. Et billede på en del af en helhed. Jeg har flere gange ladet “punktet’s” runde form ledsage af lyd, eller som “Jordskulpturen” i Esbjerg ladet interaktive lys være en del af det samlede udtryk.
Intentionen er, at mine stykker lind bliver til “tre punkter” der tilsammen udgør et håndholdt et cetera…