Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Emilie Carlsen har på atelier plan 3 arbejdet med tilblivelsen af en række nye værker i tekstil og på papir. Serien har hun valgt at kalde VORTEX – The Sum Series. 

Feb. 2022

Japansk marmoreringsteknik

Jeg er stærkt optaget af japansk æstetik og håndværk i mit arbejde og har til dette projekt undersøgt og eksperimenteret med den japanske marmoreringsteknik Suminagashi. Ved at dryppe blæk og/eller pigment forsigtigt ned i et vandbad, kan man skabe fantastiske mønstre på overfladen og derefter med forskellige redskaber og teknikker skabe yderligere nye mønstre ved at puste, “tegne” med tynde nåle eller andet. Man foreviger traditionelt set mønsterbilledet på helt fint, tyndt håndlavet Washi (ris)papir, man forsigtigt dypper/samler farverne og mønstrene op med.

Jeg har både arbejdet i tekstil og på papir. Det er en naturlig proces, hvor der arbejdes analogt og intuitivt, og man opnår sjældent præcis det samme udtryk to gange. Det eksperimenterende aspekt, der ligger i de uforudsete analoge processer, interesserer mig meget og skaber i sammensmeltningen med den styrede digitale verden et nyt interessant udtryk.

Inspiration fra barokken

Jeg har også kigget på marmorens imitationsmaling fra barokkens storhedstid, der søgte at efterligne og bedrage beskueren. Netop denne leg med en falsk 3 dimensionalitet – en optisk dybde af halvgennemsigtige lag ovenpå hinanden – har inspireret mig i tilblivelsen af mine arbejder.

Mine billedværker er bygget op af komplekse lag. Jeg arbejder ned i overfladen og ser, om der i sin dybdevirkning dannes en ny interessant form for bevægelse og rum. Med denne metode, stiller jeg med mine billeder og tekstile arbejder spørgsmålstegn ved forholdet mellem det fysiske rum og det forestillede. Hvad der er analogt skabt, og hvad der er digitalt funderet.

Jeg brænder for processen i skabelsen af kunsten. Derfor er mit arbejde også konstant i bevægelse og morpfer sig hele tiden til et ekstra lag eller en ny form.

Arbejderne er stadig under udvikling og skal senere udstilles i 2022 (TBA).