Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Under et ophold på SVK i 2013 lavede arkitekterne Lise Bjerre Schmidt og Sofie Trier Mørk værket Tingfinder – en kubeformet arkitekturmodel i asketræ af den italienske by Amalfi, der fungerer som et opbevaringsskrin, og som kan skilles ad i fire dele. Tingfinder udstilles på Snedkernes Efterårsudstilling 2013, Designmuseum Danmark.

Et halvt år efter er Sofie og Lise tilbage på SVK, hvor de eksperimenterer med at videreudvikle konstruktionen og forsimple processen bag Tingfinder med henblik på serieproduktion.

MATERIALET SOM SAMARBEJDSPARTNER

Tingfinder består af en række funktionelle og æstetiske elementer, som Sofie og Lise isolerer enkeltvis for at undersøge disses individuelle potentialer. Ét eksempel er træklodsernes limning, som de tilføjer en æstetisk dimension ved at blande pigment i trælimen. Den farvede linje der dannes, fremhæver konstruktionens patchwork-mønster.

Sofie og Lise har eksperimenteret med at indsætte farvet karton i limningen for at opnå et lignende resultat. Men fordi karton består af flere lag papir, viste det sig, at klodserne knækkede i samlingen. Træ-lim, derimod, er let at arbejde med, og holder godt. Udfordringen er, at undgå bobler i limningen, hvilket kræver en helt særlig limtype.

På værkstedet eksperimenterer Lise og Sofie desuden med at samle det lyse asketræ på forskellige måder, så materialets tekstur og naturlige struktur understreges. ”Målet er at få et produkt, der tager sig forskelligt ud fra alle vinkler og sider. Et produkt, man har lyst til at gå på opdagelse i, og som aldrig bliver dødt og kulisse-agtigt.”

På samme måde som Lise og Sofie blev tiltrukket af Amalfis labyrintiske byrum og kalejdoskopiske arkitektur, sætter de en ære i at arbejde intuitivt og lade materialet være medspiller:

”Vi vil gerne have, at produktet får et håndlavet udtryk, og vi arbejder derfor altid på materialets præmisser. Det er ofte, når vi begår fejl, at vi opdager materialets grundlæggende egenskab og interessante potentialer. Derfor arbejder vi heller ikke med planer og tegninger, men mere workshop-baseret. Materialet er vores tredje samarbejdspartner.”

En af de positive ’fejl’ ved Tingfinder er, at træets samlinger har vist sig med tiden at bryde igennem de otte lag maling, som omslutter værket. Dét er en fejl, mange designere ikke ville acceptere, men det harmonerer med Lise og Sofies organiske tilgang til design: ”Produktet skal ikke være statisk, men leve og udvikle sig i takt med materialets naturlige reaktionsprocesser.”