Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I atelier Store Formater arbejder Cathrine Raben Davidsen på en række malerier til udstillingen Let Everything Happen to You, som åbner på Copenhagen Contemporary til januar 2024.
Gennem variationer af udvidede landskabsmotiver responderer disse værker på vor tids kriser og den aktuelle destabilisering af Europa.

Oktober 2023

Malerierne er så store (300 x 300 cm), at jeg ikke er i stand til at arbejde på dem i mit eget atelier. Jeg arbejder med olie på lærred, og med så store flader er det ideelt med den gode udsugning. Atelieret, Store Formater, giver mig mulighed for at arbejde på flere værker ad gangen, og det har stor betydning for processen i flere henseender. Dels fordi der er mange tørretider i hvert enkelt maleri, og dels fordi jeg kan se værkerne i forhold til hinanden – et væsentligt element i arbejdet op til en udstilling.

Værkerne her er de sidste til udstillingen, som repræsenterer et tværsnit gennem tre centrale kunstneriske perioder; midt halvfemserne (1995-1998), midt 10’erne (2015-2017) og nutiden i min værkproduktion.

Udstillingen blander kul- og blæk tegninger med oliemalerier, der trækker på både fortidige og aktuelle fortællinger, personlige erindringer og antikke mytologier, geopolitiske begivenheder og kunsthistoriske referencer. Centralt står mennesket, den personlige erfaring og den kunstneriske bearbejdelse heraf.

Publikum får desuden en unik mulighed for at opleve nogle af mine tidligste værker, bland andet serien Familien, der i en rå, psykologisk stil, portrætterer min familie, barndom og teenageår.