Projektet udfolder sig som en serie forskellige litografier, trykt direkte fra sten på samme format papir 50 x 65 cm (BFK Rives 250 gr). Der er ikke tale om “edition” som ét oplag af en version, men derimod udføres litografierne som en række unika-variationer. Man kan sige at oplaget bliver summen af unikke variationer.
Dec. 2024
Motiverne er udført alene i hånden med en simpel pensel med litografisk tusch som laveringer direkte på de litografiske sten. Stenenes format er ca. 43 x 54 cm. De trykkes i udgangspunktet i sort og i halvtoner, der er notorisk vanskelige at styre. Siden bliver de trykt i forskellige farvetoner, både enkeltstående eller gange flere i forskellige kombinationer.
Motiverne er abstrakte og lægger sig mellem tegn og billeder, der forholder sig til det, der er, og til det, der opstår og udvikler sig inden for formatets muligheder. De tekniske udfordringer giver også plads til uforudsigelige udtryk. Der arbejdes gennem serielle forløb og gennem strukturer, der holder det organiske og oplevede på plads inden for samme format.
Serien udvikler sig gennem kombinationer af former, strukturer og organiske formationer. Man kan skelne mellem hvert enkelt tryk, men materialet kan også ses som samlet og kan måske præsenteres i grupperinger på forskellige måder. Således kan flere tryk tilsammen, i kraft af summen af de serielle forløb, udgøre et samlet udtryk.