Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

På grund af den store skala, Billie Mayas værker antager, har det været afgørende for hende at løse sit projekt på Statens Værksteder. In Giants’ Company er titlen på hendes projekt, der består af en serie stoftryk udført i tekstilværkstedet.

Okt. 2020

I serien In Giants’ Company gemmer der sig ansigter i motiver, der kan minde om den moderne glasarkitektur, hvor bl.a. techvirksomheder har deres hovedsæder. Mennesker har altid ladet abstrakte fænomener optræde i menneskeform for at skabe mening i det uforklarlige – for eksempel ved at lade guder antage menneskeskikkelse.

Ved at give kapitalistiske statussymboler menneskelige karaktertræk, vil jeg skabe en parallel mellem den enorme magt, tech-virksomheder har, og den magt, man tidligere tillagde guder.

Stoffet, som jeg trykker på, er i en metalgrå nuance, og farverne er holdt med reference til en himmel, der spejler sig i glasarkitekturens facade med enkelte solstråler fanget i refleksionen. Den grå baggrund peger ligeledes på metalstrukturen i moderne arkitektur. Værkerne kan opleves som både abstrakte og figurative.