Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

På Statens Værksteder har illustrator, Annika Øyrabø, arbejdet med 100 illustrationer til bogen “Sol over hav”. -Et værk, der består af færøske sagn og moderne fortællinger, inspireret af de færøske sagn, skrevet af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Bogen udkommer på Lindhardt og Ringhof i 2027.

Sept. 2026

I bogprojektet “Sol over hav” arbejder jeg visuelt med at fange den magi, rå vildskab og poesi, der kendetegner de mytiske fortællinger, det færøske landskab og forfatterens stemme.

Formålet med at arbejde i et atelier på Statens Værksteder var at få mere plads til at arbejde med de mange illustrationer. Plads til at brede billederne ud i hele rummet, så jeg kunne overskue mængden, betragte værkerne på afstand og arbejde på flere billeder sideløbende i processen.

I starten fokuserede jeg på maleriet. Jeg arbejdede med en masse ark papir og eksperimenterede med forskellige farver, som jeg trykte ovenpå hinanden ad flere omgange, så der opstod forskelligartede strukturer og mønstre. Mens jeg malede, havde jeg tekstens indhold og stemning i baghovedet, som en slags mere eller mindre ubevidst ledetråd for mine farve- og strukturvalg.

Jeg arbejdede i en blanding af kaos og orden. En vekselvirkning mellem at male intuitivt og ekspressivt, for derefter at strukturere de malede flader, lade dem ligge og senere male videre på dem, som ikke var færdige. Som dagene gik, blev alle atelierets flader, -horisontale såvel som vertikale, beklædt med farvefelter – hele atelieret blev til en slags farvemosaik.

I slutningen af opholdet fokuserede jeg mere på papirklippet og fordybede mig i arbejdet med saks og skalpel. Det er en mere langsommelig proces. Jeg sidder jeg ofte med papiret i hånden og tager tilløb. Fortællingen summer i baghovedet og jeg klipper ned igennem det foldede papir. Det ene klip leder til det næste og konturerne af et billede toner frem, som for hvert klip bliver tydeligere. Jeg folder papiret ud, og motivet træder frem.

Bagefter arbejdede jeg med at kombinere de mere grafiske papirklip med de malede baggrunde, med henblik på at opnå den stemning/følelse, som jeg gerne ville have frem i værket.

Opholdet på Statens Værksteder betød, at jeg for første gang har haft plads til at brede hele mit visuelle univers ud i ét stort rum, hvilket bevirkede at jeg rent fysisk malede større og mere ekspressivt og fik nye idéer til farveflader og formsammensætninger, fordi jeg kunne lægge alle billederne op ved siden af hinanden og derved overskue den visuelle proces i hele rummet. Opholdet i atelieret har bragt mig i en ny retning, som jeg ikke er færdig med at udforske!