Smykkekunstner Annette Dams ophold på Statens Værksteder har primært været eksperimenterende. Hendes udgangspunkt har været at udfordre sig selv og bevæge sig ind på ukendt territorium. Derfor har projektet også fået titlen Trespassing.
Omdrejningspunktet for Annette Dams projekt er at gøre noget nyt. Hun har ønsket at trænge ind et sted, hvor hun egentlig ikke har forudsætningerne for at være, hvor hun er ukendt og nybegynder. På den måde tvinger hun sig selv til at lære nyt og til at nuancere og kvalificere smykket som kunstværk.
”At være nybegynder igen, at være på ukendt grund, er for mig en dejlig følelse, for så når jeg frem til noget, jeg ikke vidste i forvejen. Derfor er alt også meget åbent, og min arbejdsproces er en konstant pingpong mellem selve ideen, hvad jeg kan teknisk, og hvilken måde jeg skal udtrykke det på. De forskellige dele smitter uden tvivl af på hinanden.”
Et hav af eksperimenter
Idé- og researchfasen er vigtig, hvis ikke en konkret betingelse, for Annette Dams generelle arbejdsproces, men i dette projekt har hun gjort noget nyt: Hun har givet sig selv ekstra god tid til denne fase. Ideen til projektet opstod egentlig for flere år siden, men er på grund af travlhed ikke blevet realiseret. Tiden skulle være der:
”For en gangs skyld har jeg villet have tid til denne her proces. Jeg gider ikke have en deadline tæt på, som skal presse mig til ikke at kunne lade den eksperimenterende proces fylde, for det er virkelig der, tingene sker, og det hele udvikler sig. Også selv om det kan være en meget frustrerende periode, når noget ikke virker.”
På metalværkstedet har hun eksperimenteret med både materialer, værktøjer og teknikker. Hun har presset og støbt resin, gummi og forskellige metaller i en række forskellige udformninger og har blandt andet været optaget af at skabe dybe tryk frem for kun overfladetryk samt ikke mindst at komme op i størrelse.
Undervejs i processen har hun dog også erfaret, at ikke alle ideer og tanker var mulige i praksis. Nogle ting har hun derfor udelukket, samtidig med at hun har opdaget andre.
Annette Dam har eksperimenteret med små smykkeæsker, en gulerod som form, et slips med perler og pussy bow, en lynlås, et hængsel samt nogle mere abstrakte, geometriske og organiske former. Inspirationen til selve formsproget er opstået løbende og kommer blandt andet fra Egeskov Slots samling af gammelt legetøj og kageforme i metal.
Mellem kunst og kunsthåndværk
Annette Dams virke er generelt præget af, at hun arbejder konceptuelt og udstillingsorienteret. Hun bevæger sig i grænsefeltet mellem kunst og kunsthåndværk og bruger dermed sin interesse for grænser og grænseland som både et udgangspunkt og et konkret udtryk. Generelt arbejder hun med smykkefortællinger, der kan bæres, men i Trespassing-projektet er det ikke alle, der kan det. Her er det i højere grad fortællingen og formatet, der er i fokus. Men hun forholder sig dog altid til kroppen; det ligger i hendes dna.
Projektet skal umiddelbart ende ud i et soloudstillingsprojekt, men Annette Dam ser også et potentiale i en form for samarbejde med andre kunstnere, hvor præmissen netop er at bevæge sig ind på hinandens områder for at se, om der i dette grænsefelt kan opstå noget nyt.