Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I foråret 2026 arbejdede Anna Bruun Kristiansen på den digitale TC2 væv med udviklingen af tredimensionelle, vævede lysobjekter. De færdige værker står til at skulle udstilles i Arnestedet ved Enghavepark i starten af 2027.

Oktober 2026

Udstillingen vil indeholde en række vævede objekter i forskellige formater med indbyggede lyskilder. Arnestedet er et lille offentligt udstillingssted med vinduer ud mod Enghavevej og Enghavepark. Værkerne vil derfor kunne opleves døgnet rundt. Udstillingen vil forandre udtryk i løbet af dagen; i takt med at mørket falder på, vil værkerne lyse mere op.

Min intention er at udforske og udfordre, hvilke objekter, der kan skabes på væven. Som oftest bruges væven til at producere flade, firkantede tekstiler, og mit mål er at bryde med dette format. Jeg vil lade væven sætte rammerne og udgangspunktet for formsproget.

I projektet arbejder jeg med at væve flerlagskonstruktioner, som efterfølgende kan foldes ud og trækkes sammen til tredimensionelle former. Under vævningen er de flade, og formen afsløres først, når tekstilerne klippes af væven. Formerne er fuldt konstrueret på væven og kræver ingen efterfølgende syning eller manipulation.

For at få vævningen op i form, tilfører jeg et element i midten, som trækker den sammen, så lagene foldes ud. Tidligere har jeg arbejdet med krympegarn og trække-tråde. Nu vil jeg undersøge, hvordan former kan skabes ved at væve en massiv metalpind ind fra den ene side og et metalrør fra den anden. Disse to kan skubbes ind i hinanden og fastholde formen, men formen kan også justeres ved at skubbe pindene mere eller mindre sammen. Dermed kan man ændre på, hvordan lyset brydes af formen.

I vævningen arbejder jeg med fire lag, hvert i én farve og et stribeforløb, der skiftevis er transparent og opakt. Når formen åbnes op og lagene forskydes, blandes farver og mønstre forskelligt afhængigt af beskuerens bevægelse. Ved at tilføre en lyskilde i formen, forstærkes denne oplevelse yderligere.