Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Snedkerkonservatorerne Anders Abildgaard og Henriette Hovidsen har ophold i konserveringsatelieret og snedkerværkstedet, hvor de skal afkorte Lyngby Kirkes 10 bænkerækker. Alle dele skal genbruges i størst muligt omfang, og der hvor der skal laves nye dele, bruges skarringstræ fra kirkens nu nedtagne pulpitur fra 1868.

April 2025

Lyngby Kirke har været så heldige at få fondsmidler, så de kan realisere deres drøm om at udskifte deres orgel fra 1960 til et nyt og bedre orgel fra Marcussen & Søn i Aabenraa. Udskiftningen kræver en del forandringer i kirkerummet, da det gamle orgel er placeret på et pulpitur fra 1868, – og det nye orgel skal placeres på kirkens gulv. Loftshøjden i pulpituret levnede ikke plads nok til de største piber, så derfor vil de 21 stemmer på det nye orgel højne kvaliteten betydeligt.

Den nye placering på gulvet medfører en del forandringer. Blandt andet skal de fem bagerste bænke i hver side gøres kortere, fodremmen som bænkene er monteret i skal flyttes – og dermed rørføringen til de varmekonvektorer, der sidder under bænkene. Desuden skal gulvfladen med ølandsfliser også øges.

At afkorte bænkene er ikke så lige til, de ti bænkerækker er et sammensurium af dele med meget forskellig alder. Bænkgavlene er udført i egetræ og er fra midt i 1600-tallet. Sæderne er fra en ombygning i 1914, mens de panelerede bænk-rygge er fra 1600, 1700 og 1800 samt nyere kopier af alle tre typer. Derfor har projekteringen af dette arbejde taget flere år. Undersøgelser har skulle dokumentere alder og type, og arbejdet har skullet godkendes af stiftsøvrigheden, kirkekonsulenterne og Den Kongelige Bygningsinspektør.

Det er vigtigt, at de dele med den største antikvariske værdi forbliver i kirken, mens de nyere kopier har mindre betydning.

Øverste billede er de eksisterende forhold med det gamle orgel fra 1960. Foto: Krogh Hansens Tegnestue