Skip to content Skip to footer
Næste ansøgningsfrist: 6. maj 2024 kl. 24:00

Industriel æstetik – tysk designer vinder Time to design 2011

Billede af projektet Vases, et af Milia Seyppels tidligere designprojekter. Hendes vinderprojekt til Time to design, tre lamper, er bygget op over den samme æstetik, som ses i vaserne.

Den 31. august blev årets vinder af Time to design afsløret ved et arrangement på Statens Værksteder for Kunst. Vinderprojektet var udvalgt blandt projektforslag indsendt af designere fra 47 lande verden over.

Vinderen blev den 29-årige tysker Milia Seyppel, der havde søgt med projektet “Industry versus craftsmanship”. Hun er uddannet designer fra Bauhaus Universität i Weimar i 2007 og har i dag sit eget firma under navnet Milia Seyppel Studio.

 

Uddrag af juryens begrundelse
“Milia Seyppel ønsker at nå frem til et nyt niveau for designkvalitet ved at udforske industriel design og håndværksmetoder. Til Time to design 2011 har hun præsenteret en meget interessant projektidé, som indbefatter udvikling af tre lampetyper.

Milias intention er at udforske den æstetik, som findes i industritidens arkitektur, og hendes idé er at integrere de lige
linjer og de særlige former og kanter, som kan ses i industrielt fremstillet design og arkitektur, i de nye lampeformer. Målet er at teste både grænser og muligheder i et nyt designsprog.

Juryen ser Milia Seyppel som en yderst dedikeret designer, der i sine tidligere projekter har bevist et højt professionelt
niveau.”

 

Milia Seyppel om at vinde prisen
“At modtage Time to design er en stor anerkendelse, som jeg er meget stolt af. Den særlige sammensætning af prisen er en stor støtte for mig som ung designer: tre måneders arbejdsophold på Statens Værksteder, professionel rådgivning ift. mit projekt og muligheden for at være i København, som er et inspirerende og vigtigt centrum for design. Alt i alt fantastiske muligheder, som jeg håber at få mest muligt ud af.

Mit vinderprojekt, bestående af tre lampeobjekter, skal realiseres i værkstederne i løbet af efteråret, – en proces der vil give mig mulighed for at lære mere om både de forskellige materialers særpræg og produktionsmetoder.

Time to design giver mig tid til at realisere et nyt projekt, tid til at udvikle nye designfærdigheder og tid til at indsamle nye erfaringer.”

 

Om Time to design
Prisen inkluderer et tre måneders arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst, 50.000 kr. sponsoreret af Træets Arbejdsgivere til materialeomkostninger, individuel karriererådgivning fra OeO, samt en 14 dages udstillingsperiode i Normann Copenhagens Flagship Store, der løber fra d. 24. november til d. 8. december 2011.

 

Jury 2011
Dette års gæstemedlemmer i juryen er den islandske leder af Iceland Design Centre Halla Helgadóttir, den danske designer og arkitekt Nicolai de Gier og den danske arkitekt Kjeld Vindum. Juryen består derudover af repræsentanter fra partnere og sponsorer bag prisen: Frederik Hardvendel, direktør på Statens Værksteder for Kunst, Poul Madsen, direktør og stifter af Normann Copenhagen, Jesper Pagh, designer og del af Dansk Dynamit, Hans Jørgen Bruno Hansen, adm. direktør i Bruno Hansen Snedkerier og formand for TA’s designudvalg samt Thomas Lykke, designdirektør i OeO.

 

Unik platform for spirende talenter
Time to design – new talent award blev indstiftet i 2008. Det er et nyt og utraditionelt samarbejde mellem Statens Værksteder for Kunst, Normann Copenhagen, Dansk Dynamit, OeO og Træets Arbejdsgivere. Formålet har været at skabe en unik platform for unge designtalenter igennem et samarbejde mellem det offentlige og det private – en platform der kan bidrage til den enkeltes videre professionelle karriere.

 

Yderligere information
Læs mere på www.timetodesign.eu eller kontakt:
Frederik Hardvendel, direktør eller Kirstine Autzen, kommunikationsmedarbejder, Statens Værksteder for Kunst
Telefon 32 96 05 10 el. 20 62 15 45, timetodesign@svfk.dk
> Find også Time to design på Facebook

Samarbejdspartnere

 

Sponsor