Den tjekkisk fødte kunstner Klara Hobza opholder sig i april, maj og juni på Statens Værksteder under Kunstrådets DIVA-ordning.
Kunstrådets Internationale Billedkunstudvalg og Statens Værksteder for Kunst og Håndværk samarbejder om at skabe de bedste betingelser for DIVA-kunstneren Klara Hobzas ophold i Danmark.
Den tjekkisk fødte kunstner Klara Hobza er på DIVA-residency i Danmark fra den 1. april til den 30. juni 2009. Under sit ophold vil Klara Hobza blive indkvarteret i en af Statens Værksteders gæsteboliger på Christianshavn samt få stillet atelier til rådighed, hvor hun vil kunne benytte de mange værkstedsfaciliteter i Gammel Dok Pakhus. Kunstrådets Internationale Billedkunstudvalg og Statens Værksteder for Kunst og Håndværk samarbejder således om at skabe de bedste rammer for Klara Hobza.
“SVKH finder det vigtigt at samarbejde om international udveksling. Vi har igennem mange år haft skiftende udenlandske kunstnere på residency – ca. 5-10% af pladserne i huset fordeles i forvejen til ikke-danske ansøgere – og vi kan se, at det tilfører huset en særlig dynamik, som kommer alle til gode. Udsyn er en væsentlig faktor indenfor kunstverdenen, og med vores bidrag ift. DIVA-ordningen kan vi være med til at styrke det internationale kunstmiljø i Danmark,” siger direktør for Statens Værksteder, Frederik Hardvendel.
Indstillet af Koh-i-noor
Klara Hobza har siden 2003 boet og arbejdet i New York. Hun beskæftiger sig konceptuelt med performance, video, tegning og tekst og arbejder med immigration, sproglig isolation og kommunikation som
tematisk omdrejningspunkt. Det kunstnerdrevne udstillingssted Koh-i-noor har indstillet Klara Hobza til opholdet i Danmark, og de vil samarbejde med hende omkring projektet Copenhagen Superior. I forbindelse med opholdet vil Klara Hobza også holde en artist-talk i Statens Værksteders lokaler i Strandgade.
I de seneste år har Klara Hobza været en del af adskillige internationale kunstprojekter. Hun er bl.a. repræsenteret i bogen World’s Best New Art–The Unreal Project fra 2006 og udstillet på GLOW–Festival of Light i Eindhoven, Holland i 2006; German Romance på Kevin Kavanagh Gallery i Dublin, Irland i 2005; SPACE CAMP i Prag, Tjekkiet i 2004; writing in light på Centrum Kunstlicht in der Kunst i Eindhoven, Holland i 2007 and Subject Index på Malmo Kunstmuseum i Sverige i 2008.
Om DIVA-ordningen
Kunstrådet oprettede i 2005 DIVA-ordningen indenfor billedkunst, som netop giver mulighed for at invitere udenlandske billedkunstnere på højeste internationale niveau til at arbejde og opholde sig i Danmark. DIVA-ordningen har dermed gennem årene bidraget til at styrke international udveksling og netværkssamarbejde mellem den danske og internationale kunstscene.
Læs mere om: