Sidste års vinderprojekt ‘Saturated porosity – freestanding screen’ – en skulpturel skærm udført i træsorten rød-el af den unge arkitekt Anne Romme.
Et nyt talent får chancen…
Time to design – new talent award er en designpris med fokus på unge talenter og deres særlige behov. Prisen inkluderer et tre måneders arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk, 50.000 kr., doneret af Kulturministeriet, samt en 14 dages udstillingsperiode i Normann Copenhagens Flagship Store. I år tildeles vinderen desuden et karriererådgivningsforløb som en del af prisen.
Ansøgningsfristen for dette års award er d. 24. juni 2009 via www.timetodesign.eu
Unik platform for spirende talenter
Time to design – new talent award blev indstiftet i 2008 på baggrund af et nyt og utraditionelt samarbejde mellem Statens Værksteder for Kunst og Håndværk, Normann Copenhagen og Link UP – unge arkitekter og designeres netværk. Formålet har været at skabe en unik platform for unge designtalenter inden for designbranchen igennem et samarbejde mellem det offentlige og det private – en platform, der kan bidrage til den enkeltes videre professionelle karriere.
For en designer udgør kombinationen af et ophold på Statens værksteder for Kunst og Håndværk og en udstilling i Normann Copenhagen en mulighed for at kunne fordybe sig i sit arbejde under kyndig rådgivning og med adgang til de højt anerkendte faciliteter, SVHK tilbyder – og for at vise resultatet frem i et yderst attraktivt forum hos Normann Copenhagen.
Dette års jury
Juryen 2009 består af tre gæstedeltagere fra den danske designscene: Mathilde Aggebo, Dorte Østergaard Jakobsen og Thomas Bentzen foruden juryens faste medlemmer Poul Madsen, direktør og stifter af Normann Copenhagen, Frederik Hardvendel, direktør for Statens værksteder for Kunst og Håndværk og Jesper Nørgaard Pagh, designer og medstifter af Link UP.
Sidste års vinder
Vinderen i 2008 blev arkitekt Anne Romme med sin skulpturelle rumdeler, Saturated Porosity – freestanding screen. Via arbejdet med geometriske mønstre i træ skabte Anne Romme i løbet af de tre måneder en skulpturel skærm og rumdeler, der blev udstillet i Normann Copenhagen i perioden 27. november til 11. december 2008.
Anne Romme fortæller om betydningen af at vinde Time to design 2008:
“Det har været en kæmpe stor oplevelse og vigtig erfaring for mig. Normalt laver man alle mulige ting ved siden af, men den ro, det har givet at arbejde på Statens Værksteder, det har virkelig haft stor betydning. At være i et miljø, hvor man er omgivet af mennesker, som også brænder for det, de laver – kombineret med virkelig dygtige konsulenter og fantastiske værksteder – det er helt uvurderligt.”
Efter ansøgningsfristen d. 24. juni offentliggøres vinderen ultimo august ved et pressemøde, hvorefter arbejdsopholdet hos Statens Værksteder for Kunst og Håndværk begynder. Udstillingen hos Normann Copenhagen løber fra den 26. november til den 10. december 2009.
Læs mere om Time to design – new talent award på www.timetodesign.eu
Yderligere information
For yderligere oplysninger om Time to design – new talent award, kontakt direktør Frederik Hardvendel eller kommunikationsmedarbejder Ida Sofie Minke Anderson på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk. Tlf. 32 96 05 10 eller mail timetodesign@svkh.dk
Fakta
- 2008 var første år Time to design – new talent award blev uddelt
- Prisen er rettet mod unge talenter i begyndelsen af deres karriere
- Der er mulighed for at bo i en gæstebolig under det tre måneder lange arbejdsophold
- Statens Værksteder for Kunst og Håndværk tilbyder 9 specialværksteder inden for træ, metal, grafik, foto, tekstil, væv, ler, konservering og it.
Samarbejdspartnere
- Statens Værksteder for Kunst og Håndværk: www.svkh.dk
- Normann Copenhagen: www.normann-copenhagen.com
- Link UP: www.linkup.nu
- Missing Ink: www.missingink.dk (bidrager i 2009 med rådgivning til vinderen)