Skip to content Skip to footer
Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Kulturnatten på Statens Værksteder for Kunst

oktober 15, 2021 18:00 - 22:00

Mød kunstnerne og se kunsten blive skabt, når Statens Værksteder åbner dørene denne ene gang om året. Jep, du læste rigtigt. Det er på kulturnatsaftenen muligt at komme rundt i værksteder og atelierer, snakke med kunstnerne selv, høre udvalgte foredrag og koncerter og få serveret kaffe og kage omringet af diverse trykpresser, bukkemaskiner og skitseprojekter. Og hvem ved, måske støder du ind i en tidligere solodanser fra Den Kongelige Ballet, der danser omkring iført frisktrykte tekstiler.

Dato: Fredag d. 15. oktober 2021 fra kl. 18.00 – 22.00

Adresse:
Statens Værksteder for Kunst
Strandgade 27B
1401 København K

Programoversigt
-her finder du kunstnerne og deres projekter

Plan 0
Lerværksted | Serigrafiværksted
Lise Seier Petersen arbejder med smeltende ler og eksperimenterer med materialets skiftende karakter i forhold til brændingstemperatur og smeltepunkt.
Barbara Amalie Skovmand Thomsen undersøger, hvordan hun bedst kan få lertøj, stentøj og porcelæn til at vibrere, så interessant lyd opstår. Kl. 20.30 afholder hun koncert af ca. 20 minutters varighed.
Zven Balslev eksperimenterer med maleri i kombination med serigrafi i stort format.

Plan 1
Metalværksted | Formeriet | Store formater
Rune Bering Sørensen arbejder med at iscenesætte absurditeter, som kobler digitaliseringen til vores forestilling om naturen. Rune vil være at finde i Formeriet.
Mette Nisgaard arbejder med en stor udsmykningsopgave – nogle store runde øjne (1 m i diameter), der skal hænge fra loftet af Ridehuset i Aarhus. Mette vil være at finde i Store formater.
Peter Kær arbejder med en ny sæson af “Kærs Kunstkalender“. Han tager en kunstner og et udvalgt værk og dekonstruerer begge dele i detaljer igennem 24 TV-afsnit. Hør Peter gennemgå projektet kl. 19:00 og 20:00 i Store formater. Gennemgangen tager ca. 20 minutter.
Claus Egemose arbejder i metalværkstedet på en udsmykning til Marselisborg Rehabilitering i Aarhus.
Kristoffer Kjærskov arbejder med skulptur og installation på en række arkitektoniske vægobjekter til en udstilling på Simian til november 2021.
Kevin Hviid har plads på metalværkstedet og arbejder med et design, der skal udstilles på SE om knap 3 uger.

Plan 2
Træværksted | Konserveringsværksted | Atelier plan 2
Siska Jørgensen arbejder i atelier plan 2 med en stor installation til udstilling i Amager Centret.
Tom Egelund har ophold i konserveringsværkstedet sammen med Dawid Poplawski. De to arbejder med at restaurere Sorø Klosterkirkes seks meter høje altertavle.
Anker Bak er møbeldesigner og snedker og arbejder i træværkstedet med test af ergonomi, styrke, æstetik og funktion for at finde det rette design til en ny kontorstol.
Jesper Aabille arbejder med borgerinddragende kunst i hverdagen. I træværkstedet byder han på kaffe og kage og fremviser sit arbejde med en udsmykningsopgave til Værebro Park.

Plan 3
Tekstilværksted | Væveværksted | Syværksted 
Ragnhild May er lydkunstner og arbejder pt. ved vores 15m lange trykkebord i tekstilværkstedet med en udstilling til Alice Folker Gallery.
Tatiana Andersen Camre arbejder med tekstiltryk og -design og skaber på tekstil- og syværkstedet kostumer til dansere fra Den Kongelige Ballet. På kulturnatten er der performance ved tidligere solodanser, Susanne Grinder, med kostumer af Tatiana Andersen Camre. Varighed ca. 10 minutter. Tider: 18.10, 18.50, 19.30, 20.20, 21.00, 21.20, 21.40

Plan 5
Grafisk værksted
Vi ser ofte, at kunstnere og designere bevæger sig rundt i forskellige medier og arbejder på tværs af fagligheder. Det kan fordre nye færdigheder, og derfor har vi for et par år siden opstartet en række værkstedsbaserede kurser som en form for videreuddannelse for udøvende kunstnere og designere.

På grafisk værksted har der hele ugen op til Kulturnatten været kursus i den grafiske teknik, fotogravure, og hvad kunne være mere oplagt end at slutte kurset af med en miniudstilling på netop denne aften?

Her har du mulighed for at møde designer Maria Bruun, fotograf Henriette Dan Bonde, fotokunstner Julie Boserup samt billedkunstnerne Helle Hove og André Viking, som alle står til rådighed og vil fortælle om deres arbejde.

Tider du skal være opmærksom på

Kl. 19.00 + 20:00 plan 1, Store formater:
Peter Kær giver en gennemgang af sit projekt med “Kærs Kunstkalender”.

Kl. 20.30 plan 0, lerværkstedet:
Barbara Amalie Skovmand Thomsen afholder koncert af ca. 20 minutters varighed.

Kl. 18.10, 18.50, 19.30, 20.20, 21.00, 21.20, 21.40 plan 3, væveværkstedet.
Performance ved tidligere solodanser, Susanne Grinder, med kostumer af Tatiana Andersen Camre. Varighed ca. 10 minutter.

Vi ser frem til at møde dig på Kulturnatten!

Programmet er med forbehold for ændringer.

Detaljer

Dato:
oktober 15, 2021
Tidspunkt:
18:00 - 22:00
Begivenhed Kategorier:
,

Arrangør

Kulturnatten
Telefon
3315 1010
E-mail
info@kulturnatten.dk
Se Arrangør hjemmeside

Sted

Statens Værksteder for Kunst
Strandgade 27B
København K, 1401 Danmark
+ Google Maps
Se Sted hjemmeside