Exodus. Diaspora. Xenophobia. I Grafikværkstedet er Bendt Ulrich Sørensen ved at rulle gul, blå og grøn tryksværte på tre ord, han har skåret ud i træ. Ordene tilføjer endnu et lag, bogstaveligt og billedligt talt, til de grafiske værker med plakat-karakter, han skaber af linoleumstryk og træsnit med udgangspunkt i egne og fundne fotografier.
Det skal helst ikke gå for langsomt, når Casper Cosmus Alsøe skaber sine collager, kinetiske skulpturer og betonafstøbninger til udstillingen New Contemporaries på Royal Scottish Academy. Ingen planlægning eller arbejdsskitser går forud for den intuitive og udforskende skabelsesproces, hvor alt skal være DIY; rammer, strømføring, betonstøbning, elektronik, maskineri.
På det rå cementgulv i Formeriet ligger farverige plancher med collager sat sammen af vidt forskellige og mere eller mindre genkendelige materialer. I den anden ende af det store, lyse rum er en række fotografier lagt ud på gulvet. Fra loftet og på den ene væg hænger en stor samling af baggagestrimler fra lufthavne og et væld af kvitteringer. På et bord ligger plastikemballage fra hovedtelefoner, lyspærer, opladere og andre hverdagsgenstande side om side med gipsafstøbninger af selv samme objekter. Anne Mie Bak Andersen er samler, og hun arbejder på at synliggøre den overflod af ting, vi normalt overser og smider væk.
I grafikværkstedet står lyset ind af skråvinduet og rammer Maya Peitersen, der kigger indgående på en tavle med helt blanke stykker papir. Helt blanke, ser det ud til, men går man nærmere, kan man se prægninger, der skaber skygger og abstrakte former i papiret. På væggen overfor hænger en række tekstfragmenter.
I kæmpestore tidligere fabrikshaller skaber Michala Paludan kunst, der peger på udviklingen i vestens industri.