Hvordan sikrer man en arkitektur, som er levedygtig, demokratisk og grundlagt på historisk og godt håndværk? Danske Emil Roman Frøge og taiwanske Jesse Yang fra tegnestuen Archival Studies har på SVK lagt et både sympatisk og teknisk højt niveau for dagen med deres projekt A Foundation for Open-Source Architecture.
Tekstildesigner Stine Mikkelsen har opfundet sit eget bio-kompositmateriale af marmorpulver, som det primære materiale for et møbeldesign. Møblets konstruktion er udformet på SVK's metalværksted og udstilles på Snedkernes Efterårsudstilling på Thorvaldsens Museum den 2. november-9. december 2018.
På tekstilværkstedet har Birgitte Vad og Anne Theisen udviklet to selvstændige projekter med henholdsvis maleri på tekstiler og udvikling af mønsterapporter.
De to illustratorer Signe-Lill Valkvæ og Trine Løgstrup, har skabt et nytænkende festivalformat med Nowhereland – en kunstfestival for børn. På SVK har de udforsket materialemøder, teknikker og skulpturelle objekter, som skal udfylde de 700 m2 i KPH Volume hallen. Nowhereland afholdes d. 14-15. september 2018.
I Memorabilia of an architect mødes arkitektens snilde, pinjetræets linjer og japansk lak i et samspil mellem afstand og genstand. Arkitekt og møbelsnedker Lasse Folke har skabt en symbolsk beholder for objekter – tiltænkt som et sansebibliotek.
'Knitreormen', 'Rasledamen', 'Kling og Klang', 'Pruttefyrene', 'Gonghovedet' og 'Superfødderne'. Kostumedesigner og scenograf Gøje Rostrup har skabt en danseforestilling, der udforsker samspillet mellem bevægelse, lyd og fortælling. Forestillingen indgår i Dansekapellets Efterårsferie Camp- program og vises d.16-17. oktober 2018
Arkitekt Nikolaj Thrane Carlsen har videreudviklet sit afgangsprojekt fra Kunstakademiets Arkitektskole – en bæredygtig og bionedbrydelig skalstol skabt af tang. Møblet skal blandt andet udstilles ved Nordic Seaweed Conference den 10-11. oktober 2018, en udstilling arrangeret af AlgeCenter Danmark.
Det er ikke første gang, Kristine Engelbrecht oversætter et materiale til et andet. Sidste gang hun havde ophold på Statens Værksteder for Kunst var det hendes tekstile vægtæpper, hun omgjorde i træ. Nu er det keramiske og lavastøbte fliser, som danner forlæg for hendes nye designkoncept: modulære trærelieffer til vægbeklædning.