Kunstnerduoen Bank & Rau har sammen med tre andre duoer, Hesselholdt & Mejlvang, Randi & Katrine og J&K, arbejdet på en udstilling til SMK under titlen Parterapi. Værkerne Use Us og We Fit In er således skabt i de store atelierer i stueetagen i Gammel Dok Pakhus igennem et knap 5 måneder langt arbejdsophold. Læs mere om projektet
Sept. 2026
I denne artikel får du et uddrag af sommerens projekter, som viser de mange kunstneriske processer, der foregår bag murene på Statens Værksteder for Kunst.
Har du lyst til mere, kan du altid fordybe dig i vores projektdatabase
Josefine Rønsholt Smith har arbejdet i metal- og træværkstedet på smykkeserien Future Heirlooms med undertitlen Jewellery on identity and belonging til udstilling under Smykkernes By 2026.
Josefine Rønsholt Smith er optaget af smykkets kommunikative potentiale. På den ene side kan det vise sig som en fysisk manifestation af følelsen af at stikke ud i et monokromt landskab. På den anden side kan det samle tråde på tværs af kulturer og sammensætte delene til en formfuldendt helhed. Læs mere
I Anne Marie Carl-Nielsens atelier har Filip Vest haft ophold for at researche og udvikle sit projekt med arbejdstitlen, An Army of Trees. Inspireret af træer undersøger han feltet mellem krig og kunst og alternative former for langsom modstand.
Installationen består af en række skulpturer med inspiration fra teaterverdenen. Det være sig træ-kostumer, udkigsposter forklædt som træer fra 1. verdenskrig og andre træ-forvandlinger mellem camouflage og magi. Læs mere
Til en duoudstilling hos Formation Gallery har tyskfødte Daniela Bergschneider arbejdet på værker, der består af indfarvet tekstil og porcelæn.
Porcelænet fremstår som en slags knogler, og tekstilet fungerer som hud. Sammen danner de skeletstrukturer, der antyder de indre rammer af levende organismer. Læs mere
Siska Katrine Jørgensen har arbejdet på Statens Værksteder med en udsmykning til Katrinebjergskolen i Århus. Ét stort relief på 70 kvm, støbt i Hempcrete, til montering på skolens facade.
Motivet er opstået ved at fusionere skoleobjekter med fossiler, og det visuelle udtryk er inspireret af forsteninger i kalksten. I værket peges der på blyanten som et fossil, der måske er ved at uddø pga. computerteknologi. Læs mere
Seimi Nørregaard har arbejdet på en total installation til Ribe kunstmuseum – en sanselig rejse gennem grænselandet mellem det vilde og det tæmmede, det kaotiske og det kontrollerede.
Hun har arbejdet med rumlighed og lys og forsøgt at skabe hjørner og kroge, man kan kravle ind i. Med lyset har hun lavet glidende overgange mellem noget varmt og hjemligt og samtidig følelsen af noget ubehageligt, uvelkomment. Læs mere
Jeppe Søndergaard arbejder med murstenen som form, objekt og materiale. Murstenen er et industrielt, standardiseret byggemodul, som vi forbinder med styrke og stabilitet, men består i sin oprindelse af ler.
Med udgangspunkt i murværkets forbandter har Jeppe opbygget åbne gitterstrukturer i stor skala. Lange pølser af ler er samlet og garneret lag for lag til mønstre, der gradvist bygges i højden, så fugerne mellem murstenene bliver til selve formen. Læs mere
Dansk-engelske Sam Derounian har arbejdet med at støbe skulpturer i naturlig menneskestørrelse til to forskellige udstillinger, en indendørs og en udendørs.
Støbningen er foregået ved hjælp af forskellige processer med alginat og silikone. I den indendørs udstilling løber der et rør igennem figurerne og holder dem fast. Læs mere
I grafisk værksted har Masoud Alavi arbejdet videre med projektet Drawing Absence for at undersøge forholdet mellem tilstedeværelse og fravær gennem grafiske processer.
Arbejdet tager afsæt i erfaringerne fra lerværkstedet, hvor Masoud undersøgte, hvordan digitale tegninger kunne materialiseres i ler og gennemgå en fysisk transformation i mødet med ild. Læs mere