Skip to content Skip to footer

Eksempler på Anne Rommes arbejde udført på Statens Værksteder. Yderst til venstre ses en model udprintet på 3D-printeren, i midten en detalje fra en 1:1 model udført i finer og til højre ses træblokkene skåret ud og klar til bearbejdning på træværkstedet.

Læs mere om Anne Romme på SVK her.

Arkitekt Anne Romme vandt designtalentprisen Time to design med projektet ’Saturated Porosity – freestanding screen’ – en skulpturel rumdeler udført i træ. Her giver hun et par smagsprøver på, hvad der er vokset frem af eksperimenterne udi træsorter, fræsning, lyssætning, og computerafprøvninger.

Okt. 2008

Hvordan skrider projektet frem?
“Rigtig godt! Jeg er i værkstedet om dagen, og om aftenen sidder jeg ved computeren, hvor den designmæssige udvikling finder sted. Der er stadigvæk plads til at lave lidt om og få nye ideer. Det kører rigtig godt med det dobbeltløb. Værkstedslederen på træværkstedet, Ingvar Rønne, er meget konkret, og det er godt, for så bliver jeg presset til at komme fremad. Han presser på ift., at nu skal vi have materialer hjem, nu skal vi i gang med alt det grove, skære det hele ud og sådan noget.”

Er du nået frem til nogen afgørelse i valg af træsort?
“Ja, Ingvar havde en masse forskellige træsorter stående. Han fandt et stykke rød-el frem, og så blev jeg helt forelsket i det, fordi det changerer lidt imellem rød og gul – det havde jeg ikke set før. Det er en sort, som vokser i meget sumpede områder. Det er altså ikke noget, der vokser i skove, som dyrkes industrielt. Derfor er man meget afhængig af, om det lige kan skaffes, og det er sikkert også derfor, at det ikke bliver brugt så meget. Men nu står der 20 fod rød-el og venter. Det skal høvles til først, fordi det er blokskåret, hvilket vil sige, at det ikke rigtig er bearbejdet endnu. Det er simpelthen bare en træstamme, der er skåret i skiver.”

Går arbejdet som forventet, eller er du blevet overrasket undervejs?
“Det har overrasket mig på en meget positiv måde at skulle arbejde på det her værksted, som ikke har computerstyrede maskiner – bortset fra 3D-printeren. Lige pludselig skulle jeg tilbage til noget, som jeg også har gjort for flere år siden og føler mig meget tryg ved. Dvs. at alt skal skæres ud i hånden – det handler om det gode håndværk. Det har overrasket mig lidt, men kun på en god måde. Det ville jo være dumt ikke at lave det sammen med Ingvar, som har en stor viden på det her område.”

Har du måtte revidere din tanker om projektet?
“Jeg har bl.a. måtte overveje, hvorvidt resultatet skulle være et kunstværk eller et produkt. Den 1:1 model, jeg har lavet i finer, den er ment som et produkt. Det vil sige, at den skal cnc-fræses, fordi det ikke er muligt at lave det præcist nok i hånden. Hvis det skal realiseres, så skal det sendes ud af huset for at blive skåret, og så samler jeg det selv efterfølgende. Helt konkret tager man noget fladt finer, og så får man skåret hullerne, derefter skal de så limes sammen, og træet skal ‘flettes’. Det er et eksperiment – at flette i træ. Jeg håber, at der bliver tid til at komme tilbage til produktet. Men i nogen uger har jeg brugt al min tid på at skabe et stykke unika – en skærm, hvor jeg faktisk laver hver eneste lille del i hånden. Den skal gøres færdig først.”

Hvad betyder det for dig at have mulighed for at realisere projektet på Statens Værksteder?
“En hel masse. Jeg ville aldrig kunne lave projektet, hvis jeg ikke var her. Det er en kæmpe gave at have sådan et værksted, som har alting, man har brug for – inklusive en konsulent. Det er sådan det rent praktiske, men så er der jo alt det, som ikke kan måles. Det her med at man bliver så inspireret af at gå sammen med andre mennesker. De projekter, der bliver arbejdet på her, ligger på et meget højt, professionelt niveau. Det er virkelig projekter, man bliver inspireret af.”

Læs mere om Anne Romme på SVK her.

—-

Fakta

 

Time to design – new talent award, samarbejdspartnere