Skip to content Skip to footer

Nytårshilsen fra Gammel Dok.

Ude i verden har året 2008 været et år præget af recession, men inden for murene på Statens Værksteder lever kunsten og designet i bedste velgående. Ingen er upåvirkede af det omgivende samfund, men kunsten tager til enhver tid sit udgangspunkt i de vilkår, der bydes, skriver direktør for Statens Værksteder Frederik Hardvendel i sin nytårshilsen.

 

Af Frederik Hardvendel

 

Ved søsættelsen af et færdigt skib lader man traditionen tro en flaske champagne smadre mod boven, inden skibet forlader dokken og langsomt glider ud i det våde element. Længe inden metallet møder vandet, er der blevet skitseret, bygget modeller, afprøvet materialer og meget mere, før det færdige værk sender sine bølgeslag ud i den store verden.

 

Således er hen ved 170 kunstneriske værker, designprodukter, kunsthåndværkerunika og restaureringsprojekter udgået fra Danmarks kunstneriske dok í hjertet af København i året 2008. Værker der ikke var blevet søsat, hvis ikke kompetente mennesker i fire faglige udvalg havde set behovet og ud fra de mange ansøgninger havde udvalgt præcis de projekter med størst kvalitet og behov for netop det, som det gamle pakhus’ værksteder og atelierer kan byde på.

 

Når værkerne endelig rammer publikum, er mødet ofte voldsomt. God kunst rykker ved folk, og stærke designløsninger virker så selvfølgelige, at vi ofte ikke kan forstå, de ikke fandtes før. Selve tilblivelsesprocessen er ovre, når værket er ude, men fra det øjeblik, Gammel Dok har sluppet sit tag i værkerne, begynder de at leve deres rigtige liv – der hvor de kan møde et publikum, kommunikere med omverdenen og påvirke menneskers liv. Så er det kun kunstnerne selv, der kan se sporene fra Dokken.

 

På den måde fortsætter Statens Værksteder med at bekræfte sin berettigelse og støtte landets bedste kunstnere, designere, kunsthåndværkere og konservatorer med at forløse de værker, der var for store, for vanskelige og for krævende til at blive løst andre steder.

 

 

Vi står midt i et årsskifte. 2008 bliver til 2009 om få dage. Og vi står midt i et radikalt skifte mellem et kultursamfund med overophedede drivkræfter: kunstnere der ikke har kunne følge med efterspørgslen, unge kunstnere der ikke har kunnet nå at færdiggøre akademiet, fordi galleristens kunder var for påtrængende, kulturinstitutioner der har vænnet sig til selvfølgelige sponsorater og private samarbejdspartnere, der har stået bag selv de mest kritiske driftsopgaver – og så det kultursamfund, der i løbet af et par matte ferniseringsdage er gledet helt tilbage til niveauet før stilstand. Pludseligt er der blevet stille mange steder.

 

På trods af stilheden, er der dog nok ingen, der for alvor tror, at recession og dyb finansiel krise kan fryse kunsten inde. Samtidskunsten tager sit udgangspunkt i de vilkår, samfundet byder på til hver en tid. Men på flere områder vil vi nok opleve forandringer. Kunstnerne, designerne og kunsthåndværkerne skal formentlig indstille sig på andre opgaver. Dialogen om dem bliver anderledes. Markedsmekanismerne bliver anderledes. Og da næsten al kunst også er en refleksion af eksistens og livsvilkår, af etiske eller samfundskritiske overvejelser, så bliver kunsten – såvel som designprodukterne – også påvirket af den aktuelle krise ligesom alt andet.

 

I det daglige går arbejdet med at skabe store omfattende værker slag i slag bag pakhusets solide mure. Der er en fælles dagsorden mellem værkstedernes trofaste stab af medarbejdere og de skiftende brugere af huset – et fællesskab der danner grundlag for, at det overhovedet er muligt at realisere så krævende designopgaver, skulpturprojekter, keramiske værker, malerier, udsmykningsopgaver, vævede billedtæpper, trykte tekstiler, kobbertryk, fotoarbejder etc. etc. Den skabende proces er en følsom proces, og statens værksteder er brugernes hus mere end noget andet. Det kan godt være, at huset, som en statslig institution, er en markering af det, som det officielle Danmark gerne vil medvirke til at realisere. Men i det daglige er vi brugernes hus – vi er til på kunstens præmisser. Er vi andet, har vi fejlet.

 

Vi er ikke meget for at smadre en god champagne – i stedet skåler vi forventningsfulde, ønsker hinanden et godt nytår og glæder os så i øvrigt til de udfordringer, 2009 vil bringe til huset og kunsten.