Skip to content Skip to footer

”In a glimps of an eye I saw the moon smiling and the trees were laughing too…”  – En installation med 4 nye ”bordtabletisch”-værker af Marie Rømer Westh i kontorerne på Statens Værksteder.

Læs mere  om Marie Rømer Westh på SVK her.

Ud fra et ønske om at udvikle sine bordprojekter ”Bordtabletisch” til at omfatte hele rum har kunstneren Marie Rømer Westh skabt en kunstnerisk og funktionel nyindretning af de rum, der tager imod gæster og brugere på Statens Værksteder.

Nov. 2008

Under udstillingstitlen ”In a glimps of an eye I saw the moon smiling and the trees were laughing too…” har Marie Rømer Westh begået en installation, der består af et konferencebord og 3 arbejdsborde, med tilhørende belysning og omorganisering af den eksisterende indretning i kontorerne på plan 4 i pakhuset.

Kunstnerens arbejdstitel på installationen har været ”reflektion og abstraktion”, og med disse begreber henviser hun til de mest fundamentale elementer i kunstnerisk arbejde. I de tre arbejdsborde har kunstneren taget udgangspunkt i den verden, som kan betragtes ved et kig ud af pakhusets vinduer. Det er blevet til borde, der er formet som henholdvis en bølge, en sky og et blad, mens det fjerde bord – konferencebordet – er en abstraktion over et blad.

Naturligt fokuspunkt
Bordpladerne er udskåret i krydsfinér og bejdset i naturtro farver. Efter bejdsningen er de blevet lakeret, således at bordene kan modstå slid, samtidig med at farve og materiale fremstår tydeligt. Bordene er formet efter den funktion, de skal have i rummet – dvs. at pc-plads, papirbunker etc. er tænkt ind i designet fra starten. Konferencebordets runde, gule former indbyder til, at flere mennesker kan finde deres ideelle plads ved bordet og udgør på den måde et naturligt fokuspunkt i rummet.

Til belysning af rummet har kunstneren valgt lamperne ”Mirror Ball”, designet af Tom Dixon. De spejlbelagte kupler både udsender og reflekterer lys, og samtidig spiller de i deres udtryk med på tematikken ved – i kraft af deres kuppelform – at gøre spejlingen abstrakt.

Virkeliggørelse af abstraktioner
Husets funktion er på et overordnet plan blevet installationens tema. Statens Værksteder er et sted, der lægger rum og faciliteter til ekstraordinære opgaver og eksperimenter indenfor billedkunst, design, kunsthåndværk og konservering. Igennem titlen på udstillingen fremhæver Marie Rømer Westh en naiv fortolkning af omverdenen og understreger, at det er menneskets sanseapparat og vores behov for at virkeliggøre symboler og abstraktioner – i form af kunst, håndværk, design etc. – der er i fokus på Statens Værksteder.

—-

Fakta
”In a glimps of an eye I saw the moon smiling and the trees were laughing too…” – En installation med 4 nye ”bordtabletisch”-værker i kontorerne på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk.