Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Detalje fra Kathrine Ærtebjergs “Abemor skulle føde”, 200×204 cm, olie på lærred, 2007.

Læs om Katrine Ærtebjerg på SVK her

Jagtmotiver, kvinder i røde kjoler og blomster og dyr i overstørrelse befolker den 4 meter høje skitse, der i 2009 skal danne forlæg for kunstneren Kathrine Ærtebjergs blivende vægudsmykning i Frederik d. 8.’s palæ på Amalienborg.

Af Ida Sofie Minke Anderson
December 2008

I atelieret Formeriet står en stor væg – opført midt i rummet. Omgivelserne er ikke helt de samme som i Frederik d. 8.’s palæ, men ikke desto mindre er størrelsesforholdene på væggen mere eller mindre de samme. I hvert fald i forhold til et bestemt rum i palæet, nemlig anretterværelset. Væggen på Statens Værksteder har kunstneren Kathrine Ærtebjerg i tre måneder brugt til at udføre en 1:1 skitse til en udsmykning i det palæ, det stod færdigopført i 1758 i europæisk rokokostil.

Sammen med en række andre fremtrædende danske kunstnere, herunder bl.a. Kasper Bonnén, Jesper Christiansen, Olafur Eliasson, Erik A. Frandsen, Eske Kath og Signe Guttormsen, er hun blevet udvalgt til at foretage den indvendige kunstneriske udsmykning af palæet i forbindelse med den omfattende restaurering, der forventes færdiggjort i 2009. Palæet skal i fremtiden være officiel bopæl for kronprinsparret.

Det må ikke blive for dominerende
Kunstnerens motivvalg til udsmykningen tager afsæt i rummets funktion som anretterværelse – derfor er jagten på mad blevet det samlende tema. På et stort sammensurium af lærredsstykker svæver danske dyr som ræv, egern og hjorte sammen med blomster, kvinder og små jægere rundt på mindre separate øer i et drømmeagtigt univers, hvor tingene forskydes i forhold til hinanden – både med hensyn til størrelsesforhold og objekter. Dyrene er store, det er kvinderne også, mens de mandlige jægere er små med anonyme ansigter.

”Jeg ville gerne lave et værk, der var ’let’. Ikke mindst fordi det er vigtigt for mig, at det ikke er påtrængende – at det ikke bliver for dominerende. Det kan jeg slippe af sted med ved at lave figurgrupper over hinanden på de her øer. Hvis jeg havde forbundet de forskellige motiver, så var det blevet mærkeligt og tungt,” forklarer Kathrine Ærtebjerg.

Fine kjoler og håndtasker
Fornemmelsen af både leg og jagtens uhygge er udtalt i skitsen. Mens en jæger fra sin egen ø på lærredet retter geværet mod en ræv ovenover, ser ræven overbærende ned på den lille mandsperson. Et andet sted er en kvinde i rød kjole hoppet op på nakken af et egern. Det er mændene, der går på jagt, og kvinderne der leger. Kathrine Ærtebjerg kalder selv sidstnævnte for et symbol på det festlige, selve middagen, visualiseret i kraft af kjoler og håndtasker. Kunstneren har med vilje inddraget billeder på de traditionelle kønsrollemønstre, fordi det traditionsbundne er væsentligt for selve den kontekst, hendes udsmykning skal indgå i.

”Kongehuset er i høj grad bundet af traditioner, selv om personerne følger med tiden. I øjeblikket føres palæet tilbage, som det var, da huset blev skabt, og jeg synes, det er interessant med den historiske linje bagud. De traditionelle kønsroller optræder også i mit værk: det er mændene, der jager, og damerne der optræder i fine kjoler og små håndtasker. En af de ting, jeg spiller på, er, at det jo også er lidt sjovt, at traditionerne netop bliver holdt i hævd sådan et sted,” siger hun.

Drøm eller mareridt?
I Kathrine Ærtebjergs malerier finder man altid et subjekt, der er en ’hun’. Men det er ikke et subjekt uden kompleksitet og tvetydighed, for det kan ikke forenkles ved at sige, at hendes billeder kun centreres om en kvindeverden – derimod er det emner betragtet og behandlet kunstnerisk ud fra en kvindelig vinkel på verden. Hun undsiger dermed sort-hvide billeder af forholdet mellem kønnene såvel som forholdet mellem natur og kultur. Dette gør sig også gældende for udsmykningsopgaven – på trods af at hendes blik i kraft af konteksten er drejet over mod traditionerne.

”Jeg synes stadigvæk, at dette her værk er fortalt fra en kvindelig vinkel – netop fordi jægerne er fremstillet som anonyme, små mænd, og at de derfor fremstår mere som et symbol. Kvinderne, der optræder, har mere karakter. Det er en ting. En anden ting er, at jeg i processen også har overvejet, hvorvidt det er kvindernes drøm eller kvindernes mareridt, når mændene går på jagt. Altså bl.a. vist ved at tingene fordrejes, og dyrene bliver helt vildt store, og man kan overveje om dyrene nu er ude i et forsøg på at tage hævn,” fortæller kunstneren om sit motivvalg og supplerer:

”Naturen er fascinerende og på en måde også skræmmende for os. Dyr er jo sådan, at man kan være bange for dem, men man har også magten over dem som menneske. Jeg synes, det er interessant at spille på de ting.”

At forholde sig med kroppen
Selve arbejdsprocessen med den store skitse har været en kompliceret affære. Først skulle den store skitsevæg bygges op, så den havde de rigtige størrelsesforhold, og derefter har kunstneren lavet collager, hvor dyrene er malet for sig, og hvor de forskellige kompositioner er blevet sat sammen – nogle af dem i computeren, andre på væggen. ”Kompositionen er ret vigtig, man kan jo ikke flytte det, når det først er malet. Det skal bare være der, og jeg er rigtig glad for, at jeg har lavet så stort et forarbejde, fordi jeg er ret sikker på, at det gør processen på Amalienborg meget nemmere,” forklarer hun.

Undervejs i processen har Kathrine Ærtebjerg bl.a. også erfaret, at det er helt anderledes at stå og male på et stillads, end det er, når man står på jorden. ”Man kan ikke gå tilbage, og når man skal lave så stort et billede, er det nødvendigt at komme på afstand, fordi det skal fungere som en helhed. Derfor har det været fuldstændig afgørende for denne her proces, at jeg har haft mulighed for at udfærdige skitsen 1:1. Når man laver noget i det her format, er det vigtigt, at man kan forholde sig til det med kroppen,” understreger hun.

Det bliver et ‘Ærtebjerg-værk’
At udsmykningsopgaven har været en helt særlig udfordring, er kunstneren ikke i tvivl om. For hende har der ligget en væsensforskel i den ’normale’ praksis med at skabe et maleri til et neutralt rum, hvor værket er isoleret og så over til denne her type opgave, som har et helt bestemt formål, og hvor der skal tages højde for rummets og husets æstetik. Alligevel mener hun selv, at det, der kommer ud af det i sidste ende, bliver et typisk ’Kathrine Ærtebjerg-værk’.

”Det er egentlig meget interessant, for sådan havde jeg nok ikke tænkt det. Jeg har måske tænkt, at jeg skulle nedtones til fordel for noget andet. Men man skaber selvfølgelig altid tingene ud fra ens egen praksis og på baggrund af de ting, man har lavet før, kombineret med det formål det her værk skal have,” forklarer Kathrine Ærtebjerg.

Nu er skitsen rullet sammen og pakket ned. Til marts kommer den op igen i andre omgivelser, når Kathrine Ærtebjerg går i gang med den store udsmykningsopgave på Amalienborg – og det er langt fra sikkert, at proportioner og vægtning bliver den helt samme, når kunstneren har sat sine blivende penselstrøg på de nyrenoverede vægge i de officielle gemakker. Med hendes egne ord, så kan det sagtens være, at øer og motiver kommer til at skifte plads – for det vigtigste bliver at skabe den helhed, der kan spille sammen med rummet.

—-

Fakta om kunstneren
Kathrine Ærtebjerg er født i 1969 og tog afgang fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 2002. Siden sin afgang har hun haft en lang række udstillinger. Bl.a. soloudstilinger hos sin faste gallerist Mikael Andersen i Berlin, på Skovgaard museet i Viborg, på Gl. Strand i København, Rokeby Gallery i London og gruppeudstillinger på Aros, Arken, Statens Museum for Kunst, Randers Kunstmuseum, Nordjyllands Kunstmuseum m.fl.

Latest News From the Workshops

Deadlines / events / articles

Subscribe to Newsletter