Skip to content Skip to footer

Kristian von Bengtsons Zero-G Chair – et møbel til fremtidens rumhoteller. Yderst til højre ses prototypen, som den fremstår nu før polstring.

Læs mere om Kristian von Bengtson på SVK

Fagre nye verden er kommet til Statens Værksteder. I de sidste tre måneder har designeren Kristian von Bengtson udarbejdet en prototype på et møbel til fremtidens rumhotel – en prototype, der er resultatet af nogle helt særlige specifikationer og materialefordringer. Men de krav afskrækker ikke rumdesigneren – tværtimod.

Af Ida Sofie Minke Anderson – Nov. 2008

Det ligner måske mest af alt en mellemting imellem en tandlægestol og et torturinstrument – den sag i aluminium, der står på metalværkstedet lige nu – i hvert fald beskrevet med designerens egne ord. Men det er et nøje gennemtænkt bud på en stol, som kan anvendes i et fremtidigt rumhotel. Og det er ikke så urealistisk, som det kan lyde.

Fem større turistrumskibe er ved at blive færdiggjort af virksomheden Virgin Galactic, og når de er klar, vil helt almindelige mennesker – med penge på lommen – få muligheden for at blive sendt ud i rummet med afgang fra den nye Spaceport America i New Mexico (tegnet af Sir Norman Fosters tegnestue). Disse ture er kun på 15 minutter, men hotel-milliardæren Rober Bigelows rumprojekt Bigelow Aerospace har påbegyndt fabrikation af et decideret rumhotel, hvor der kan blive tale om ophold på op til flere uger – og det er her, et særligt udviklet møbel kommer ind i billedet.

Satsede på rumfarten og tog til NASA
Det lyder helt tosset, vil nogen sige, og det har mange også sagt, fortæller Kristian von Bengtson. Han støder dog ofte på folk, der synes hans metier er mere end almindeligt interessant, og der er masser, der tror på hans projekt – ikke mindst Statens Kunstfonds designudvalg, som i foråret gav støtte til udviklingen af netop den prototype, som von Bengtson nu er ved at realisere.

Interessen for området kom allerede til ham på Arkitektskolen. Hans prisbelønnede afgangsprojekt blev lavet i samarbejde med den Europæiske Rumfartsorganisation, og fascinationen af rumfart blev hængende – også i årene med egen virksomhed, Goodmorning Technology, som von Bengtson startede i 2003. Virksomheden blev et partnerskab, og i 2005 skulle designeren afgøre, om firmaet skulle have et par år mere, eller om der skulle satses nyt.

Det blev til satsningen, og Kristian von Bengtson rettede blikket mod nye horisonter. Han rejste til Strasbourg og tog en Masters degree i Space Studies ud fra idéen om, at det kunne være en indgang til branchen. Studiet førte ham da også videre til NASA i USA, hvor han bl.a. har været med til at udvikle arkitektur til månelanderprogrammet ’Constellation’.

Ville lade sig inspirere af dansk designtradition
Der ligger kort sagt en stor mængde oparbejdet ’rumviden’ hos Kristian von Bengtson. I sit arbejdsliv holder han af de særlige retningslinjer, der er, når man designer produkter til rumfart – derfor var udviklingen af en rummøbel også en af de udfordringer, han havde gået og tegnet på i længere tid op til ansøgningen om arbejdsophold på Gammel Dok.

Som udgangspunkt ønskede han at arbejde meget med æstetikken. Ideen var at lade sig inspirere af den danske designtradition og prøve på at få nogle mere organiske former ind i noget, som automatisk bliver meget koldt pga. materialet. ”Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at lave en rumstol, som er præget af den æstetik, vi kender. Man sidder og kigger på en Wegner-stol og bliver inspireret, men det er også træ, og det arbejder på en anden måde. Jeg arbejder i aluminium og hvis man kigger på den designtradition, vi har for det – Kjærholm og andre – så er det jo meget koldt at se på,” fortæller han.

Det skal veje så lidt som muligt
Et materiale som træ kan slet ikke bruges i rummet. Det kan brænde, og hvis der er trykfald i kabinen, så vil træet udvide sig og sprække.

Kristian von Bengtson var derfor ude i overvejelser omkring kulfiber, men et par opkald til kollegaerne i NASA kunne bekræfte, at heller ikke det er en god idé. Det udskiller for mange gasser, og hvis det splintrer, kan det bl.a. gå i ventilationskanalerne. Aluminium var i bund og grund det materiale, prototypen måtte udføres i.

”Der er nogle helt grundlæggende ting ift. materialer, man er nødt til at tage højde for. Tingene skal for det første veje så lidt som muligt, og jeg vil tro, at man ville skære den ned til halv vægt, hvis man skulle gå videre med prototypen, f.eks. ved at anvende titanium i stedet for,” forklarer designeren.

Printede modeller på 3D-printere
Formgivningen kom ind i kraft af muligheden for at printe modeller. ”Frem for at det bare er stænger og klodser udelukkende baseret på ren funktion, så har jeg prøvet at få noget mere formgivning ind ved at arbejde med nogle organiske former ved hjælp af sandstøbninger. I den forbindelse har det været altafgørende for projektet at anvende 3D-teknologi – hvis jeg ikke havde haft 3D-printeren, ville det hele have været sat sammen med en masse skruer. Her kunne jeg tage mine modeller med til støberen, og det er sjovt at se, at stolen nu står fuldstændig, som jeg havde tegnet den,” fortæller han.

Æstetik og organiske former eller ej – i sidste ende skal stolen have et funktionalistisk udtryk, for i designerens optik er det væsentligt, at man med netop denne type møbel kan se, hvilke funktioner det har. Nogle af de store udfordringer er, at stolen skal kunne passe til personer, der måler alt fra 1,50 til over 1,90 m., og desuden skal den kunne foldes sammen og betjenes uden brug af værktøj. ”Jeg arbejder altid på den måde, at tingene bliver skabt ud fra, hvad de skal kunne. Derfra kan jeg så prøve at ændre det æstetiske inden for de grænser, der er,” siger Kristian von Bengtson.

Raketprojekt i samarbejde med Peter Ubåd
Kristian von Bengtson har andre rumprojekter i støbeskeen. Pt. arbejder han sammen med Peter Madsen (mange vil kende ham fra hans konstruktioner af ubåde) om et større projekt. Kort fortalt går det ud på, at Peter Madsen inden for en overskuelig årrække vil skyde sig selv ud i rummet i en hjemmebygget raket. I oktober lavede de en afprøvning af en raketmotor – en test, der skal danne grundlag for den videre udvikling. Det gik ikke helt stille af sig, hverken affyringen eller de reaktioner, de to rum-entusiaster har fået i pressen og inden for branchen efterfølgende.

Peter Madsen sidder nok ikke i von Bengtsons stol, når han skyder sig selv ud i rummet en gang i det næste årti – men så kan det være, at fremtidens rumturister gør det, når der er take-off til et par ugers ferie i vægtløs tilstand. Lige nu skal designeren først og fremmest arbejde på polstringen af stolen, derefter skal den gennemfotograferes og prototypen forelægges for producenten bag rumhotellerne. Der hvor udviklingen af hotellerne er nu, har man endnu ikke tænkt komfort for turisterne ind – men det kan være, det ændrer sig, når Kristian von Bengtson fremlægger sit forslag.

—-

Om designeren
Kristian von Bengtson er født i 1974, og han tog afgang fra Arkitektskolen i København i 2001. I sit arbejdsliv har han bl.a. haft firmaet Goodmorning Technology, undervist på arkitektskolen i København og arbejdet for NASA og den Europæiske Rumfartsorganisation ESA i Holland.

Læs om projektet på SVK her.

Læs mere: