Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Udsnit af Dagmar Radmachers installatoriske arbejde i ‘formeriet’ på Gammel dok.

Besøg Dagmar Radmacher på SVK her.

Med strikkede dukker og hæklede objekter, dekonstruerede, sammensyede møbler og videosekvenser, hvor strikketøjet trævles op igen, sætter den tyskfødte kunstner Dagmar Radmacher fokus på den alt for menneskelige smerte og beviset på, at intet af det, vi gør, er godt nok. 

Juli 2008

Midt i Formeriet, et af de største atelierer på Gammel Dok, står en lille figur. Strikket i råhvidt kraftigt garn ligner den en lille engel med kuglerundt hoved. I højden er den på størrelse med et fireårs barn og udtrykket er det samme, på trods af at hovedet netop bare er en kugle uden øjne eller andre ansigtstræk. I sine garnarme har den en ligeledes strikket skål med små strikkede jordbær i. De bliver rakt frem så insisterende, som kun et barn kan gøre det. Men der bliver ikke taget imod dem, for foran den lille barnefigur hænger dødens le med et skæft så rødt som blod. Selvom denne le også er strikket og derfor fremstår med en blød overflade, er det samlede udtryk hårdt og uindtageligt.

Installationen er en del af Dagmar Radmachers projekt ’Proof of failure’, som hun lige nu arbejder med på Statens Værksteder. ”Det er en historie, fra da jeg var fire år. Min farmor døde i sengen, og jeg gik ned for at plukke jordbær. Så kom min far og spurgte, hvorfor jeg gjorde det? Og jeg sagde; farmor vil ikke vågne op, derfor plukker jeg nogle jordbær til hende, så vågner hun op – hun elsker jordbær. Jeg vidste jo ikke, hvad døden var på det tidspunkt. Efterfølgende måtte jeg ikke sige farvel til hende. Det var sådan meget gammeldags, barnet blev holdt væk og fik ikke lov til at give hende jordbærrene,” fortæller kunstneren.

Mærkelige hæklerier

Historien fortæller, hvordan Dagmar Radmacher trækker mennesket ind i sin kunst. Født i Tyskland, udddannet i London og nu bosat i Danmark har hun rykket teltpælene op nogle gange i sit liv. Hendes danske kæreste mødte hun i London, og hans ønske om at vende tilbage til Danmark er grunden til, at hun er her i dag. Hun tog første del af sin uddannelse på ’Art and Design Foundation’ på Tower Hamlets College, hvor hun med egne ord mødte til optagelsesprøve uden tegninger og portfolio, men med tasken fyldt af mærkelige hæklerier. De bragte hende ind på kunstbanen og siden videre til Middlesex University og Royal College of Art, som hun blev færdig fra i 2000.

Garnet er dog langt fra det eneste medie, kunstneren arbejder med. Op ad væggen står et par store lærreder og rundt i det højloftede rå atelier ligger mere eller mindre ødelagte stole, skamler og borde, som derefter er ”syet” sammen igen med kraftig rød snor. Dagmar Radmacher anvender møblerne både som baggrund for processen, men også som noget, der driver den frem. Som en kommentar til de omgivelser, håndværket ellers bliver til i.

”Det er sjovt at gå op i træværkstedet her på Statens Værksteder og se alle de møbeldesignere, som arbejder der. Min proces står jo helt i kontrast til deres. Jeg ’dræber’ møblerne ved at pille dem fra hinanden, ligesom jeg piller strikketøjet fra hinanden Selvfølgelig ’dræber’ jeg dem ikke som sådan – det er bare en god dramatisk måde at beskrive processen på. Det er jo lidt brutalt, at jeg skiller dem ad og syer dem sammen igen. De fleste af de møbler, jeg bruger, har været ude på gaden. De er fuldstændig uønskede, og den tanke kan jeg godt lide,” siger hun.

At nå ind til kernen

Som en del af sin kunstneriske arbejdsproces filmer hun også sig selv, mens hun hækler eller strikker og derefter trævler det op igen, og hun ønsker herigennem at anvende filmen som et bevis i sig selv på den gentagne proces. Hun ser det som det modsatte af, hvad formålet ellers er med at strikke og hækle: at nå frem til et resultat. Samtidig fungerer optrævlingen som et billede på den fejlbehæftede proces. ’Proof of failure’ er derfor på mange måder kunstnerens afsøgning af konceptet omkring den evige gentagelse.
Det er selve gentagelsen, som for hende rent kunstnerisk er interessant – ikke så meget det, der kommer ud af processen. Allerhelst ønsker hun at lave videosekvenserne så lange som overhovedet muligt for at strække billedet af gentagelsen endnu længere.

Med sine værker kaster hun med andre ord lys over den dekonstruerende – og destruktive – proces, det er at pille noget fra hinanden. Andre tanker dukker også op i forbindelse med hendes arbejde. Som engelsktalende bruger hun selv begrebet ’to unravel’, som på dansk kan oversættes til at trævle noget op. Med det menes også, at man når ind til kernen af det, man sidder med. Lidt som at løse en gåde.

”Det er et stort mysterium, jeg arbejder med, og mine værker er billeder på en meget langsom proces. Jeg har altid lavet langsomme ting – det er en begrænsning, jeg har lagt for mig selv. Det er også blevet en slags besættelse, og det hænger godt sammen med det mål, jeg arbejder efter, nemlig gentagelsen. Man finder en rytme, når man gør noget igen og igen. Begrænsningen er også årsagen til, at mine dukker og figurer på lærreder ikke har nogen ansigter. Jeg kan godt lide udfordringen ved at udtrykke følelser uden ansigtstræk,” forklarer hun.

Rød hvide farver

En del af begrænsningens kunst for hende er, at hun igennem en lang periode udelukkende har anvendt farverne rød og hvid i sit arbejde. ”Engang var jeg meget ekspressiv med mit arbejde og brugte alle mulige farver. Jeg ville prøve at koge det hele ned, og så fandt jeg ud af, at jeg virkelig godt kunne lide den udfordring. Jeg begyndte at samle på objekter i rød og hvid. Det var minimalistisk – selv om jeg ikke mener, at jeg laver minimalistisk kunst,” siger Dagmar Radmacher.

Hun fortæller, at hun igennem mange år har været inspireret af tanken om den sindslidende person på en institution, der strikker på et endeløst halstørklæde. Et billede, som er afledt af en helt konkret udstillingsoplevelse, kunstneren havde for 10-12 år tilbage, mens hun boede i London.

”Det var en udstilling, der hed ’Beyond Reason – Art and psychosis’, som bestod af en samling værker frembragt af mennesker indlagt på psykiatriske afdelinger. Der var bl.a. den mest vidunderlige jakke med tusindvis af de mest sirlige små sting i. Og der var breve, – der var bl.a. en kvinde, som havde skrevet breve til sin mand. Hun skrev det samme igen og igen igennem 3-5 år på det samme stykke papir. Hun kunne slet ikke se de år, der var gået. Det var blevet som en slags besættelse,” fortæller hun om en af sine inspirationskilder.

På vej til Italien

I umiddelbar fremtid er det det italienske kunstpublikum, der får glæde af hendes værker. I slutningen af juli drager Dagmar Radmacher til Parma for at lave performance med sin strikkeproces i tre dage. Og i hjørnet af atelieret sidder en strikket rød hvid dukke henslængt og venter på at blive sendt til London som en del af en ansøgning til et galleri. Inden kunstnerens periode på Gammel Dok slutter, er planen, at projektet ’Proof of failure’ skal tage endnu mere form med flere møbler og færdiggørelsen af de store lærreder, som også bliver en del af installationen.

—-

Om kunstneren

Dagmar Radmacher er født i Tyskland i 1967 og uddannet fra Royal College of Art, London, i 2000.

I Danmark har hun bl.a. udstillet på Birthe Laursen Gallery, været med på Påskeudstillingen i Århus Kunstbygning og Forårsudstillingen på Charlottenborg i 2006, Sophienholm i 2005 og Galleri Kirkhoff i 2004. Hun har lavet installationer sammen med Link UP i Arkitekternes Hus, København i 2006. Udstillinger i udlandet tæller bl.a. Serpentine Gallery i London i 2007 og Tokyo, Japan i 2005.

Gå til Dagmar Radmachers site på Myspace her.

Latest News From the Workshops

Deadlines / events / articles

Subscribe to Newsletter